Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
om, at den må komme hurtigt, og at han vil hjælpe mig at bære alle mine trængsler med<br />
standhaftighed. Men hvis det er bedst, at jeg kommer tilbage til jer, så lad os bede Gud om,<br />
at jeg må vende uplettet tilbage — det vil sige, at jeg ikke må skjule et gran af evangeliets<br />
sandhed, men give mine brødre et godt eksempel til efterfølgelse. Det er nok sandsynligt, at<br />
I aldrig mere kommer til at se mig i Prag. Men skulle det være den Almægtiges vilje at lade<br />
mig komme tilbage til jer, så lad os med styrket hjerte gå fremad i kundskaben om og<br />
kærligheden til hans lov.“8 {MBF 85.1}<br />
I et andet brev til en præst, som havde antaget evangeliet, skrev Huss med stor ydmyghed<br />
om sine egne fejl. Han skrev, at han „havde følt glæde ved at gå kostbart klædt, og at han<br />
havde brugt nogle timer med ligegyldige beskæftigelser.“ Han tilføjede disse rørende<br />
formaninger: „Måtte Guds ære og sjæles frelse optage dit sind og ikke besiddelse af godser<br />
og gods. Vogt dig for at pryde dit hus mere end din sjæl, og vis frem for alt omhu for din<br />
åndelige opbyggelse. Vær from og ydmyg over for de fattige, og hengiv dig ikke til frådseri.<br />
Hvis du ikke forbedrer dit liv og afstår fra overflødigheder, er jeg bange for, at du vil blive<br />
alvorligt straffet, ligesom jeg selv. … Du kender min lære, for du er blevet undervist af mig,<br />
siden du var barn, og jeg behøver derfor ikke at skrive mere til dig. Men jeg bønfalder dig<br />
for Guds skyld om ikke at efterligne mig i nogen af de forfængeligheder, du har set mig<br />
falde for.“ På brevomslaget tilføjede han: „Min ven, jeg beder dig om ikke at bryde dette<br />
segl, før du har fået vished om, at jeg er død.“9 {MBF 85.2}<br />
På sin rejse så Huss vidnesbyrd om sin læres udbredelse. Folk strømmede til for at møde<br />
ham, og i nogle byer fulgte embedsmænd ham gennem gaderne. {MBF 85.3}<br />
Da han ankom til Konstanz, blev han tilstået fuld frihed. Til kejserens lejdebrev føjede<br />
paven sin personlige garanti om beskyttelse. Men trods disse højtidelige erklæringer blev<br />
reformatoren i løbet af kort tid arresteret efter pavens og kardinalernes ordre og kastet i et<br />
modbydeligt fængsel. Senere blev han overført til en borg på den anden side af Rhinen og<br />
holdt fanget der. Paven fik intet ud af sin falskhed, idet han kort tid efter selv blev indsat i<br />
samme fængsel.10Over for kirkemødet havde han måttet erkende at have begået de<br />
nedrigste forbrydelser, ikke blot mord, simoni og hor, men også „synder, som ikke kan<br />
nævnes.“ Det var kirkemødets egen dom, og til sidst blev han frataget pavekronen og kastet<br />
i fængsel. Man afsatte også de konkurrerende paver og valgte en ny pave. {MBF 85.4}<br />
Skønt selve paven havde gjort sig skyld i større forbrydelser, end Huss nogen sinde<br />
havde beskyldt præsterne for og krævet afskaffet, besluttede det samme kirkemøde, som<br />
afsatte paven, at tilintetgøre reformatoren. Huss’ fængsling vakte stor harme i Bøhmen.<br />
Mægtige adelsmænd indsendte kraftige protester til kirkemødet på grund af denne<br />
voldshandling. Kejseren ville ikke bryde sit ord til Huss og var modstander af, at der blev<br />
ført sag imod ham. Men de ondskabsfulde prælater ville ikke bøje sig. De spillede på<br />
kejserens fordomme og frygt og henviste til hans nidkærhed for kirken. De fremførte stærke<br />
62
Change language