Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
og lunkne snart at vakle og give op — men de, hvis tro byggede på et personligt kendskab<br />
til Bibelen, stod på en klippe, som skuffelsens bølger ikke kunne rokke. De blev „alle døsige<br />
og faldt i søvn.“ Den ene type var ubekymret og opgav deres tro, mens den anden type<br />
tålmodigt ventede på mere lys. I prøvelsens stund syntes de sidstnævnte dog i nogen grad at<br />
miste deres nidkærhed og iver. De lunkne og overfladiske kunne ikke længere støtte sig til<br />
deres brødres tro. Enhver måtte klare sig selv. {MBF 317.3}<br />
På dette tidspunkt begyndte fanatisme at komme frem. Nogle, der havde foregivet at tro<br />
fuldt og fast på budskabet, fornægtede nu, at Guds ord er den eneste pålidelige rettesnor.<br />
Idet de hævdede at være under Helligåndens ledelse, lod de sig lede af deres egne følelser,<br />
indtryk og fantasier. Nogle fordømte med blind nidkærhed alle, som ikke godkendte deres<br />
adfærd. Deres fanatiske ideer og opførsel vakte modvilje hos det store flertal af adventister,<br />
men de bidrog til at bringe skam over sandhedens sag. {MBF 318.1}<br />
Satan forsøgte på denne måde at modarbejde og tilintetgøre Guds værk.<br />
Adventbevægelsen havde gjort stort indtryk på mennesker, tusinder af syndere var blevet<br />
omvendt, og gudfrygtige mænd ofrede al deres tid på at forkynde sandheden, selv da<br />
genkomsten alligevel ikke fandt sted. Ondskabens fyrste mistede mange af sine tilhængere,<br />
og for at bringe Guds sag i vanry forsøgte han at friste nogle af dem, der foregav at tro, til at<br />
gå til yderligheder. Og så var hans redskaber parat til at gøre folk opmærksomme på enhver<br />
vildfarelse, fejltagelse eller upassende handling for at sætte adventisterne og deres tro i det<br />
værste lys. Jo flere han kunne få til at udtale deres tro på genkomsten, skønt hans magt<br />
beherskede deres hjerte, des større fordel ville han opnå ved at henvise til dem som<br />
repræsentanter for alle de troende. {MBF 318.2}<br />
Satan er „vore brødres anklager,“ og det er hans ånd, der får mennesker til at holde<br />
regnskab med Guds børns fejl og mangler og henlede andres opmærksomhed på dem, mens<br />
der ikke tales om deres gode gerninger. Han har altid travlt, når Gud arbejder på menneskers<br />
frelse. Når Guds sønner kommer for at frems<strong>till</strong>e sig for Herren, er Satan iblandt dem. Han<br />
er parat til ved enhver vækkelse at få nogle med, hvis hjerte ikke er helliggjort, og hvis sind<br />
er ude af balance. Når de har antaget en del af sandheden og sluttet sig til de troende,<br />
forsøger han gennem dem at indføre teorier, som vil bedrage de uforsigtige. At et menneske<br />
befinder sig i kirken eller ved Herrens bord, er intet bevis for, at det er en sand kristen. Selv<br />
ved de mest højtidelige anledninger er Satan ofte til stede personificeret ved dem, som han<br />
kan bruge som sine redskaber. {MBF 318.3}<br />
Ondskabens fyrste kæmper for hver tomme jord, som Guds børn tilbagelægger på deres<br />
rejse mod den himmelske by. Der er aldrig i kirkens historie blevet gennemført en<br />
reformation uden betydelig modstand. Sådan var det også på Paulus’ tid. Hver gang han<br />
grundlagde en menighed, var der nogle, der påstod, at de var blevet troende, men samtidig<br />
indførte vranglære, som, hvis den blev modtaget, ville ende med at fortrænge kærligheden<br />
248
Change language