Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
rigsdagen om, at enhver uretfærdighed mod ham ville true rigets fred, ja selv tronens<br />
sikkerhed. {MBF 132.2}<br />
Frederik af Sachsen indtog en tilstræbt reserveret holdning, uden at afsløre sine virkelige<br />
følelser over for reformatoren, mens han samtidig med utrættelig vagtsomhed overvågede<br />
ham og vogtede på alle hans fjenders bevægelser. Men mange søgte ikke at skjule deres<br />
sympati for Luther. Folk af alle klasser besøgte ham. „Doktorens lille stue,“ skrev Spalatin,<br />
„kunne ikke rumme alle de gæster, der meldte sig.“34 {MBF 132.3}<br />
Folk stirrede på ham, som var han mere end et menneske. Selv de, der ikke havde tiltro til<br />
hans lære, kunne ikke lade være med at beundre den ophøjede retskaffenhed, der fik ham til<br />
hellere at trodse døden end at handle mod sin samvittighed. {MBF 132.4}<br />
Der blev gjort store anstrengelser for at få Luther til at indgå forlig med Rom. Man<br />
foreholdt ham, at hvis han blev ved med at sætte sig op mod kirkens vilje, ville han blive<br />
forvist fra landet, og så var intet forsvar muligt. Hertil svarede Luther: „Kristi evangelium<br />
kan ikke forkyndes uden at vække anstød. … Skulle frygt for fare skille mig fra Herren og<br />
fra det guddommelige ord, som alene er sandhed? Nej, hellere vil jeg give mit legeme, mit<br />
blod og mit liv.“35 {MBF 132.5}<br />
Man trængte stadig ind på ham for at få ham til at underkaste sig kejserens dom, så ville<br />
han ikke have noget at frygte. Han svarede: „Jeg giver af hele mit hjerte mit samtykke til, at<br />
kejseren, fyrsterne og selv de ringeste kristne skal kunne undersøge og dømme mine<br />
skrifter; men på én betingelse: at de tager Guds ord til rettesnor! Mennesker har intet andet<br />
at gøre end at adlyde det! Øv ikke vold mod min samvittighed. Den er lænket og bundet til<br />
Den hellige Skrift.“36 {MBF 133.1}<br />
Til en anden opfordring sagde han: „Jeg samtykker i at give afkald på mit lejde. Jeg<br />
overgiver mig selv og mit liv i kejserens hænder — men Guds ord — aldrig!“37Han<br />
erklærede sig villig til at underkaste sig afgørelsen fra et almindeligt kirkemøde, men kun på<br />
den betingelse, at der skulle kræves af det, at afgørelsen skulle stemme med Skriftens ord.<br />
„Hvad Guds ord og troen angår,“ tilføjede han, „er enhver kristen en lige så god dommer,<br />
som paven kan være, om han så støtter sig til millioner af kirkeråd.“38Til sidst blev både<br />
venner og fjender overbevist om, at yderligere forsøg på forsoning ville være<br />
nytteløse. {MBF 133.2}<br />
Hvis Luther havde givet efter på ét eneste punkt, ville Satan og hans hær have sejret. Det<br />
var hans urokkelige fasthed, der var midlet til at frigøre kirken og indlede en ny og bedre<br />
tid. Denne ene mand, som vovede at tænke og handle selvstændigt i religiøse spørgsmål,<br />
skulle få indflydelse på kirken og verden, ikke blot i sin egen tid, men i alle fremtidige<br />
generationer. Lige til tidernes ende vil hans fasthed og troskab styrke alle, der må gøre<br />
101
Change language