Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
sund og sand, vil han beredvilligt bekræfte denne min tro, men, hvis den skulle være forkert,<br />
rette på den. {MBF 74.4}<br />
For det første tror jeg, at Kristi evangelium er hele summen af Guds lov. … Eftersom<br />
biskoppen af Rom er Kristi stedfortræder her på jorden, anser jeg ham for at være bundet til<br />
evangeliets lov frem for alle mennesker. For storheden blandt Kristi disciple bestod ikke i<br />
verdslig værdighed eller æresbevisninger, men i en inderlig og nøjagtig efterfølgelse af<br />
Kristus i liv og vandel. … Under sin vandring her var Kristus en meget fattig mand, som<br />
foragtede og forkastede alt verdsligt herredømme og al verdslig ære… {MBF 74.5}<br />
Intet redeligt menneske bør følge hverken paven selv eller nogen af de hellige mænd på<br />
andre end de områder, hvor de har fulgt Herren Jesus Kristus; for Peter og Zebedæus’<br />
sønner vakte anstød, da de ønskede verdslig ære i strid med Kristi eksempel, og derfor bør<br />
man ikke følge disse vildfarelser. {MBF 75.1}<br />
Paven burde overlade alt timeligt herredømme til de verdslige myndigheder og <strong>till</strong>ige<br />
vække og kraftigt formane hele sit præsteskab; for det gjorde Kristus, især ved sine apostle.<br />
Hvis jeg har taget fejl på nogle af disse punkter, vil jeg i ydmyghed lade mig tilrettevise, ja,<br />
om nødvendigt gå i døden. Hvis jeg kunne handle efter min egen vilje og mit eget ønske,<br />
ville jeg visselig frems<strong>till</strong>e mig for biskoppen i Rom; men Herren har på anden måde<br />
hjemsøgt mig, så dette ikke er muligt, og lært mig at adlyde Gud mere end<br />
mennesker.“ {MBF 75.2}<br />
I sine afsluttende bemærkninger skrev han: „Lad os bede vor Gud om, at han således vil<br />
vække pave Urban VI op, at han sammen med sit præsteskab må efterfølge Herren Jesus<br />
Kristus i liv og vandel, og at de med styrke må oplære folket, så det også må følge dem<br />
trofast i dette.“9 {MBF 75.3}<br />
Således viste Wicliff Kristi ydmyghed og sagtmodighed over for paven og hans<br />
kardinaler. Han viste ikke blot dem, men hele kristenheden, hvilken forskel der var mellem<br />
dem og den Mester, hvis repræsentanter de bekendte sig til at være. {MBF 75.4}<br />
Wicliff var fuldstændig klar over, at hans troskab kunne komme til at koste ham livet.<br />
Konge, pave og biskopper var enige om at komme ham til livs, og det syntes uundgåeligt, at<br />
han i løbet af få måneder ville blive ført til bålet. Men intet formåede at rokke hans mod.<br />
„Hvorfor taler du om at søge martyrkronen i det fjerne? Forkynd Kristi evangelium for de<br />
stolte prælater — og martyrdøden vil være dig sikker. Hvad! Skulle jeg leve og tie s<strong>till</strong>e? …<br />
Aldrig! Lad blot slaget falde, jeg er rede.“10 {MBF 75.5}<br />
Men Gud beskyttede stadig sin tjener. Den mand, der tappert havde forsvaret sandheden<br />
hele sit liv og daglig været i fare, skulle ikke blive offer for sandhedens fjender. Wicliff<br />
havde aldrig søgt at beskytte sig selv, men Herren havde været hans værn. Da hans fjender<br />
mente, at de var sikre på deres bytte, bragte Gud ham uden for deres rækkevidde. Lige før<br />
53
Change language