Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
patriarken kæmpede med Gud, søgte Satan at overvælde ham med skyldfølelse for at få ham<br />
til at miste modet og slippe sit tag i Gud. Jakob blev næsten drevet til fortvivlelse, men han<br />
vidste, at uden himlens hjælp var han fortabt. Han havde inderligt angret sin store synd, og<br />
han påkaldte Guds barmhjertighed. Han ville ikke opgive sit forsæt, men holdt fast i englen<br />
og fortsatte fortvivlet og forpint sine indtrængende bønner, indtil han fik sin vilje. {MBF<br />
499.1}<br />
Ligesom Satan lokkede Esau til at gå imod Jakob, vil han i trængselstiden ophidse de<br />
onde til at tilintetgøre Guds folk. Og som han anklagede Jakob, vil han anklage Guds folk.<br />
Han regner hele menneskeheden som sine undersåtter, men den lille flok, der holder Guds<br />
bud, sætter sig op imod hans autoritet. Hvis han kunne udslette dem fra jordens overflade,<br />
ville hans sejr være fuldkommen. Han ser, at hellige engle står vagt om dem, og deraf slutter<br />
han, at deres synder er blevet tilgivet; men han ved ikke, at deres sag er blevet afgjort i den<br />
himmelske helligdom. Han ved ganske nøje, hvilke synder han har fristet dem til at begå, og<br />
han præsenterer dem for Gud på en fuldstændigt overdrevet måde, idet han hævder, at disse<br />
mennesker fortjener at udelukkes fram Guds nåde i lige så høj grad som han selv. Han<br />
erklærer, at Gud er uretfærdig, hvis han tilgiver deres synder og samtidig udrydder ham og<br />
hans engle. Han hævder, at de er hans bytte, og kræver at de skal overlades ham til<br />
tilintetgørelse. {MBF 499.2}<br />
Da Satan anklager Guds folk for deres synder, <strong>till</strong>ader Gud ham at prøve dem til det<br />
yderste. Deres <strong>till</strong>id til Gud, deres tro og standhaftighed vil blive sat alvorligt på prøve. Når<br />
de ser tilbage på deres fortid daler deres håb, for de ser så lidt godt i hele deres liv. De er sig<br />
fuldstændigt bevidst om deres egen svaghed og uværdighed. Satan prøver at skræmme dem<br />
med tanken om, at deres sag er håbløs, og at de aldrig vil blive renset fra deres synder. På<br />
den måde håber han at nedbryde deres tro, så de giver efter for hans fristelser og opgiver<br />
deres troskab mod Gud. {MBF 499.3}<br />
Skønt Guds folk vil blive omringet af fjender, der er opsat på at tilintetgøre dem, er den<br />
angst, de føler, ikke angst for at blive forfulgt for sandhedens skyld. De frygter, at de ikke<br />
har angret alle deres synder, og at de på grund af deres ufuldkommenhed ikke vil opleve<br />
opfyldelsen af Frelserens løfte: „Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også<br />
bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig.“7Kunne de blot få vished<br />
om tilgivelse, ville de ikke vige tilbage for tortur eller død; men hvis de var uværdige og<br />
mistede livet på grund af deres egne karakterfejl, ville Guds hellige navn blive<br />
vanæret. {MBF 499.4}<br />
Overalt hører de om forræderiske planer og ser virkningerne af oprøret, og de de bliver<br />
grebet af et stærkt og inderligt ønske om, at dette store frafald snart må blive stoppet, og at<br />
de gudløses ondskab bringes til afslutning. Men i og med at de indtrængende beder Gud om<br />
at standse oprøret, er det med en tydelig følelse af selvbebrejdelse, fordi de ikke selv ikke<br />
388
Change language