Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Mens Calvin var optaget af denne frugtesløse kamp, overværede han tilfældigvis, at en<br />
kætter blev brændt på bålet. Han var fuld af forundring over martyrens fredfyldte ansigt.<br />
Trods de frygtelige pinsler og kirkens forbandelse viste han en tro og et mod, som den unge<br />
studerende med smerte sammenlignede med sin egen fortvivlelse, skønt han levede i streng<br />
lydighed mod kirkens påbud. Han vidste, at kætternes tro byggede på Bibelen, og besluttede<br />
sig til at studere den og forsøge at finde kilden til deres glæde. {MBF 178.3}<br />
I Bibelen fandt han Kristus. „Åh, Fader!“ råbte han, „hans offer har slukket din vrede;<br />
hans blod har renset mig for synd; hans kors har båret min forbandelse; hans død har løskøbt<br />
mig. Vi har selv fundet på mange tåbeligheder, men du har sat dit ord foran mig som en<br />
fakkel. Du har rørt mit hjerte, så jeg kan afsky alle andre fortjenester og holde mig til<br />
Jesus.“20 {MBF 178.4}<br />
Calvin var uddannet til præst. Kun 12 år gammel var han blevet udnævnt til kapellan ved<br />
en lille kirke og kronraget af biskoppen efter kirkens skik. {MBF 178.5}<br />
Han var dog aldrig blevet præsteviet og udførte heller ikke en præsts gerning, men han<br />
var et lønnet medlem af præstestanden. {MBF 179.1}<br />
Nu følte han, at han aldrig kunne blive præst. Han begyndte at studere jura, men opgav<br />
snart dette for at vie sit liv til evangeliet. Han tøvede dog med at stå offentligt frem som<br />
lærer og forkynder. Han var frygtsom af natur og tynget af følelsen af det ansvar, en sådan<br />
s<strong>till</strong>ing medførte. Han ønskede stadig at studere. Det endte dog med, at han gav efter for<br />
sine venners indtrængende bønner. „Hvor vidunderligt er det ikke,“ sagde han, „at et<br />
menneske af så ringe herkomst kan blive ophøjet til så stor en værdighed.“21 {MBF 179.2}<br />
Calvin begyndte stilfærdigt at arbejde, og hans ord var som duggen, der kvæger jorden.<br />
Han havde forladt Paris og opholdt sig nu i en provinsby under beskyttelse af prinsesse<br />
Marguerite, der elskede evangeliet og beskyttede dets disciple. Calvin var stadig ung, blid<br />
og beskeden af væsen. Hans arbejde begyndte i hjemmene. Han læste højt af Bibelen og<br />
forklarede frelsens sandheder. De, der hørte budskabet, bragte det videre til andre, og snart<br />
forlod deres lærer byen og gik til de nærliggende landsbyer. Han fik adgang til både slot og<br />
hytte. Han fortsatte sin gerning og lagde grundstenen til menigheder, som senere vidnede<br />
frygtløst om sandheden. {MBF 179.3}<br />
Få måneder senere var han igen i Paris. Der var et usædvanligt røre blandt lærere og<br />
studenter. Studiet af de klassiske sprog havde ført mennesker til Bibelen, og mange, som var<br />
uberørte af dens sandheder, diskuterede ivrigt med dem og stredes endog med katolicismens<br />
forkæmpere. Calvin var en dygtig stridsmand på den teologiske slagmark; men han havde en<br />
højere mission end at diskutere med de højrøstede lærde. Folk var ved at vågne op, og nu<br />
var tiden inde til at åbne sandheden for dem. Mens universitetet genlød af teologisk ordstrid,<br />
137
Change language