Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
en adskillelse. De som holdt fast ved den gamle tro, trak sig tilbage. Nogle af dem forlod<br />
deres hjem i Alperne og plantede sandhedens banner i fremmede lande. Andre trak sig<br />
tilbage til afsondrede bjergkløfter og utilgængelige tilholdssteder i bjergene, hvor de havde<br />
frihed til at tilbede Gud. {MBF 53.3}<br />
Den tro, som de kristne valdensere holdt fast ved og udbredte i århundreder, stod i skarp<br />
modsætning til Roms falske lærdomme. Valdensernes tro var bygget på Guds skrevne ord,<br />
kristendommens sande grundlag. Men de beskedne bønder, som levede i naturens ensomhed<br />
langt borte fra den store verden og daglig måtte arbejde hårdt med at vogte deres hjorde og<br />
passe deres vingårde, havde ikke selv fundet den sandhed, som stod i så skarp kontrast til<br />
den frafaldne kirkes dogmer og vildfarelser. Deres tro var ikke ny; den var gået i arv fra<br />
deres forfædre. De kæmpede for apostelmenighedens tro — „den tro, som én gang for alle<br />
er overdraget de hellige.“2Det var ikke det stolte præsteskab i verdens store hovedstad, men<br />
„menigheden i ørkenen“, der var Guds sande menighed og vogtede de dyrebare sandheder,<br />
Gud havde overdraget sine børn, for at de skulle bringe dem videre til verden. {MBF 54.1}<br />
En meget væsentlig årsag til, at den sande menighed udskilte sig fra Rom, var<br />
romerkirkens had til den bibelske sabbat. Pavedømmet havde kastet sandheden til jorden,<br />
som det var forudsagt i profetien. Guds lov blev trådt under fode, mens menneskelige<br />
traditioner blev ophøjet. De kirker, som pavedømmet havde magten over, blev på et tidligt<br />
tidspunkt tvunget til at ære søndagen som helligdag. Midt i tidens vildfarelser og overtro<br />
blev mange, selv blandt Guds trofaste børn, så forvirrede, at de godt nok helligholdt<br />
sabbatten, men desuden lod være med at arbejde om søndagen. Men Roms ledende mænd<br />
var stadig ikke tilfredse. De forlangte ikke blot, at søndagen skulle helligholdes, men at<br />
sabbatten skulle vanhelliges. Med stærke ord fordømte man de mennesker, der vovede at<br />
vise ærbødighed for denne dag. Kun ved at flygte fra Roms magtområde kunne man i fred<br />
adlyde Guds bud. {MBF 54.2}<br />
Valdenserne var blandt de første europæere, der fik en oversættelse af Den hellige Skrift<br />
(se noter). Flere hundrede år før reformationen havde de Bibelen i manuskript på deres<br />
modersmål. De havde den uforfalskede sandhed, og derfor blev de hadet og forfulgt. De<br />
sagde, at romerkirken var det faldne Babylon, som omtales i Åbenbaringen, og med fare for<br />
deres liv kæmpede de imod den. Under de langvarige forfølgelser var der nogle, der gik på<br />
akkord med deres tro og lidt efter lidt opgav Bibelens sandheder, men andre holdt fast ved<br />
troen. I mørkets og frafaldets tid var der valdensere, som nægtede at anerkende Roms<br />
overhøjhed, betegnede billedtilbedelsen som afgudsdyrkelse og helligholdt den sande sabbat<br />
(se noter). De holdt fast ved troen under den heftigste modstand. Skønt romerkirken fór frem<br />
imod dem med ild og sværd, vedblev de at forsvare Guds ord og hans ære. {MBF 54.3}<br />
Bag bjergenes høje bastioner — i alle tidsaldre tilflugtssted for forfulgte og undertrykte<br />
— fandt valdenserne et skjulested. Her blev sandhedens lys holdt brændende i<br />
36
Change language