Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
kendsgerning en tanke, den kendsgerning, som har fyldt hele himlen med fryd og glæde —<br />
at menneskers frelser nu snart kommer til jorden. {MBF 251.4}<br />
Intet tyder på, at menneskene venter Kristi komme. Der er ikke gjort forberedelser til at<br />
modtage Livets Fyrste. Fuld af undren er det himmelske sendebud lige ved at vende tilbage<br />
med dette sørgelige budskab, da han i det samme får øje på hyrder, der holder nattevagt over<br />
deres hjord. De ser op mod den stjernebesatte himmel, mens de tænker på profetien om den<br />
kommende Messias, og de længes efter verdens frelsers komme. Her er nogle, som er rede<br />
til at tage imod det himmelske budskab. Pludselig viser Herrens engel sig og forkynder det<br />
glade budskab. En himmelsk herlighed oplyser stedet, en utallig engleskare kommer til syne<br />
— og som om glæden er for stor til at forkyndes af ét himmelsk sendebud, løfter tusinder af<br />
stemmer sig til den hymne, som de frelste fra alle folkeslag engang skal synge: „Ære være<br />
Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag.“60 {MBF 252.1}<br />
Hvilken lærdom rummer ikke denne vidunderlige beretning fra Betlehem! Hvor den dog<br />
irettesætter vor vantro, vor stolthed og selvtilstrækkelighed. Hvor den dog formaner os til at<br />
være agtpågivende, så vi ikke på grund af syndig ligegyldighed overser tidernes tegn og<br />
ikke kender vor besøgelsestid. {MBF 252.2}<br />
Det var ikke kun på Judæas høje og blandt fattige hyrder, at englene fandt mennesker, der<br />
afventede Messias’ komme. Også blandt hedningerne var der nogle, som ventede på ham.<br />
Det var Østens filosoffer, kloge, rige, ædle mænd, naturforskere, som havde set Gud i hans<br />
hænders værk. De havde i de hebraiske skrifter læst om den stjerne, som skulle opgå af<br />
Jakob, og ventede længselsfuldt på ham, der ikke kun skulle blive „Israels trøst,“ men „et<br />
lys, til åbenbaring for hedninger,“ og blive „til frelse til jordens ende.“61De søgte lys, og<br />
lyset fra Guds trone oplyste deres vej. Mens Jerusalems præster og rabbinere, der skulle<br />
vogte og udlægge sandheden, var hyllet i mørke, ledte stjernen fra himlen disse fremmede til<br />
den nyfødte konges fødested. {MBF 252.3}<br />
Det er „for dem, som venter på ham,“ at Kristus „anden gang vil komme til syne, ikke for<br />
syndens skyld, men for at frelse.“62Heller ikke budskabet om Frelserens genkomst blev<br />
betroet til folkets religiøse ledere. De havde undladt at bevare deres forbindelse med Gud og<br />
nægtet at tage imod lys fra himlen; derfor var de ikke blandt dem, som Paulus beskriver:<br />
„Men I, brødre! er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle<br />
lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket.“63 {MBF 252.4}<br />
Vægterne på Zions mure burde have været de første til at forstå budskabet om Frelserens<br />
komme, de første til at hæve deres stemmer for at forkynde, at han var nær og de første til at<br />
formane folket til at forberede sig på hans komme. Men de drømte ubekymrede om fred og<br />
tryghed, mens folket sov i deres synder. Jesus så sin menighed som et goldt figentræ med<br />
prangende løv, men uden frugt. Troens udvendige former blev iagttaget, men sand<br />
ydmyghed, anger og tro — som alene kunne gøre gudsdyrkelsen velbehagelig for Gud —<br />
197
Change language