Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
inden for kirkens rammer, hvor de på nogen måde kunne finde lejlighed til det, havde<br />
sandheden adgang, hvor dørene ellers ville have været lukkede. Nogle af præsterne blev<br />
vækket af deres åndelige sløvhed og blev nidkære prædikanter i deres egne sogne.<br />
Menigheder, der var stivnet i formalisme, blev genfødt til nyt liv. {MBF 208.4}<br />
På Wesleys tid, som til alle andre tider i kirkens historie, udrettede mænd<br />
med forskellig begavelse hver sin særlige gerning. De var ikke enige om alle spørgsmål,<br />
men lod sig alle lede af Guds ånd og var forenede i det altoverskyggende mål: at vinde sjæle<br />
for Kristus. På et tidspunkt truede forskellighederne mellem Whitefield og brødrene Wesley<br />
med at skabe en kløft imellem dem, men de havde lært ydmyghed i Kristi skole og blev<br />
forsonede i kærlighed. De havde ikke tid til at skændes, mens det vrimlede med vildfarelser<br />
og synd alle vegne, og syndere gik deres undergang i møde. {MBF 209.5}<br />
Det var en stenet vej, Guds tjenere måtte gå. Lærde og indflydelsesrige mænd<br />
modarbejdede dem. Efter nogen tid lagde mange af præsterne en udpræget fjendtlig<br />
holdning for dagen, og kirkedørene blev lukket for den sande tro og for dem, som forkyndte<br />
den. At gejstligheden nægtede dem adgang til prædikestolen, kaldte mørke, uvidenhed og<br />
uretfærdighed til live. Atter og atter undgik John Wesley døden ved et mirakel af Guds<br />
nåde. Når mængdens raseri var blevet optændt imod ham, og der ikke syntes at være nogen<br />
mulighed for at undslippe, stod en engel i menneskeskikkelse ved hans side, og Guds tjener<br />
kom sikkert bort fra det farlige sted. {MBF 209.1}<br />
Wesley fortalte hvordan han var blevet befriet fra den rasende pøbel: „Mange forsøgte at<br />
kaste mig til jorden, mens vi gik ned mod byen ad en glat og fedtet sti. De mente nok, at<br />
hvis jeg først lå på jorden, kunne jeg næppe rejse mig igen. Men jeg snublede ikke en eneste<br />
gang og kom heller ikke til at glide, før jeg var sluppet helt fri af dem. … Mange prøvede på<br />
at gribe fat i mit tøj for at trække mig ned, men kunne ikke få ordentligt fat. Kun én fik tag i<br />
mit ene vesteskøde, men stod snart efter med det i hånden; det andet skøde, i hvis lomme<br />
der lå en pengeseddel, blev kun halvt revet af. … En kraftig mand slog flere gange efter mig<br />
med en stor egekæp. Havde han blot én gang rammig i nakken, kunne han have sparet sig<br />
yderligere ulejlighed; men hver gang blev slaget drejet til side, jeg ved ikke hvordan, for jeg<br />
kunne ikke flytte mig hverken til højre eller venstre. — En anden kom farende gennem<br />
trængslen og løftede armen til slag, men lod den pludselig falde og klappede mig på<br />
hovedet, idet han sagde: ‘Sikken et blødt hår, han har!’ {MBF 209.2}<br />
De allerførste, der blev omvendt, var byens ‘helte’ de, som ved alle lejligheder anførte<br />
det værste pak. En af dem havde været professionel bokser på markeder. {MBF 209.3}<br />
Med hvilke midler forbereder Gud os ikke til sin gerning! For to år siden strejfede et<br />
stykke af en mursten min skulder. Året efter ramte en sten mig mellem øjnene. Forrige<br />
måned fik jeg ét slag og nu i aften to, det ene, før vi kom ind i byen, og det andet, efter at vi<br />
161
Change language