21.04.2023 Views

Fra Monarki till Anarchi

Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.

Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />

Nu gav martyrernes blod bevægelsen ny drivkraft. De katolske ledere, som pludselig blev<br />

klar over den fare, der truede deres sag, bragte nogle af Skotlands ædleste sønner på bålet.<br />

Men derved rejste de blot en prædikestol, hvorfra de døendes ord hørtes over hele landet og<br />

fyldte folks sjæle med et ukueligt forsæt om at ryste Roms lænker af sig. {MBF 203.1}<br />

De ædle fyrster Hamilton og Wishart ofrede sammen med mange ukendte livet på bålet.<br />

Men fra Wisharts bål kom der én, som flammerne ikke skulle komme til at bringe til tavshed<br />

— én, som ved Guds hjælp skulle få dødsklokkerne til at ringe over pavevældet i<br />

Skotland. {MBF 203.2}<br />

John Knox havde vendt sig fra kirkens traditioner og mystik til Guds ords sandheder, og<br />

Wisharts undervisning styrkede hans beslutning om at forlade romerkirken og slutte sig til<br />

de forfulgte reformatorer. {MBF 203.3}<br />

Venner tilskyndede ham til at blive præst, men han veg med bæven tilbage for dette<br />

ansvar. Først efter flere dages ensom, pinefuld kamp med sig selv indvilligede han. Men da<br />

han først havde taget imod kaldet, ilede han fremad med ukueligt mod og beslutsomhed, så<br />

længe han levede. Denne oprigtige reformator frygtede ingen mennesker. Martyrbålene,<br />

som blussede omkring ham, forstærkede blot hans iver. Med tyrannens økse hængende over<br />

hovedet uddelte han kraftige slag til højre og venstre for at nedbryde<br />

afgudsdyrkelsen. {MBF 203.4}<br />

Da han blev s<strong>till</strong>et ansigt til ansigt med dronningen af Skotland, der havde kuet mange<br />

protestantiske ledere, aflagde John Knox uden at vakle sit vidnesbyrd om sandheden. Han<br />

lod sig hverken vinde ved venlighed eller skræmme af trusler. Dronningen anklagede ham<br />

for kætteri og erklærede, at han havde lært folket at antage en religion, som staten havde<br />

forbudt, og derved overtrådt Guds befaling om, at undersåtter skal adlyde deres fyrster.<br />

Uden at betænke sig svarede Knox: {MBF 203.5}<br />

„Da den rette gudsdyrkelse ikke fik sin oprindelige styrke eller myndighed fra denne<br />

verdens fyrster, men fra den evige Gud, er undersåtter ikke forpligtede til at indrette deres<br />

gudsdyrkelse efter fyrsternes smag. For det sker ofte, at fyrster er de mest uvidende af alle<br />

med hensyn til Guds sande religion. … Hvis alle Abrahams efterkommere havde antaget<br />

Faraos religion, fordi de længe havde været hans undersåtter, gad jeg nok vide, høje frue,<br />

hvilken religion der ville have været i verden. Eller hvis alle mennesker i apostlenes dage<br />

havde antaget de romerske kejseres religion, hvilken religion ville der så have været på<br />

denne jord? Deraf kan I se, at undersåtter ikke er bundet til deres fyrsters religion, skønt det<br />

er dem befalet at vise dem lydighed.“ {MBF 203.6}<br />

Dronningen svarede: „I fortolker Skriften på den ene måde, og de andre (de romerskkatolske<br />

lærere) på en anden måde. Hvem skal jeg tro, og hvem skal kunne dømme om<br />

dette?“ {MBF 204.1}<br />

156

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!