Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Han var en modig og beleven ridder, belæst, med udsøgte manerer og en ulastelig moral.<br />
„Han var,“ siger en skribent, „en ivrig tilhænger af den katolske kirke, gik ofte til messe og<br />
nærede den største afsky for Luthers lære.“ Men da forsynet ledte ham til Bibelen, var han<br />
forbavset over der at finde: „Ikke Roms læresætninger, men Luthers.“8Derefter ofrede han<br />
sig helt og fuldt for evangeliets sag. {MBF 174.4}<br />
Han var betegnet som „den lærdeste af <strong>Fra</strong>nkrigs adelsmænd.“ Hans begavelse og<br />
veltalenhed, hans ukuelige mod og heroiske nidkærhed sammen med hans indflydelse ved<br />
hoffet — for han var en af kongens yndlinge — fik mange til at betragte ham som den, der<br />
skulle være sit lands reformator. „Berquin havde været en anden Luther,“ sagde Beza, „hvis<br />
han i <strong>Fra</strong>ns I havde fundet en anden kurfyrste.“ „Han er værre end Luther!“ råbte<br />
katolikkerne.9Han var i alle tilfælde mere frygtet af <strong>Fra</strong>nkrigs katolikker. De beskyldte ham<br />
for at være kætter og kastede ham i fængsel; men kongen befriede ham. Kampen fortsatte i<br />
årevis. Kong <strong>Fra</strong>ns, som vaklede mellem romerkirken og reformationen, fandt sig nogle<br />
gange i munkenes voldsomme nidkærhed — andre gange bekæmpede han den. Tre gange<br />
blev Berquin fængslet af de gejstlige myndigheder, men hver gang befriet af kongen, som<br />
beundrede hans geni og ædle karakter og ikke ville lade ham blive offer for præsternes<br />
ondskab. {MBF 175.1}<br />
Berquin blev ofte advaret mod de farer, som truede ham i <strong>Fra</strong>nkrig, og opfordret til som<br />
så mange andre ved frivillig landflygtighed at bringe sig i sikkerhed i udlandet. Den<br />
frygtsomme og holdningsløse Erasmus, som trods sine store kundskaber ikke havde moralsk<br />
mod til at sætte sandheden over liv og ære, skrev til Berquin: „Bed om at blive sendt som<br />
ambassadør til et fremmed land eller rejs til Tyskland. I kender Beda og hans lige — han er<br />
et tusindhovedet uhyre, som sprøjter gift i alle retninger. Eders fjender er utallige. De vil<br />
ikke lade Eder undslippe. Stol ikke for sikkert på kongens beskyttelse. Under alle<br />
omstændigheder, bring ikke mig i fare ved det teologiske fakultet.“10 {MBF 175.2}<br />
Berquins nidkærhed voksede med faren. I stedet for at følge Erasmus’ snedige råd<br />
besluttede han at optræde endnu mere dristigt. Han ville ikke blot forsvare sandheden, men<br />
angribe vildfarelserne. Den beskyldning for kætteri, som katolikkerne rettede mod ham,<br />
ville han rette mod dem selv. Hans mest aktive og bitre modstandere var de lærde doktorer<br />
og munke ved det teologiske fakultet i det store universitet i Paris — en af landets højeste<br />
gejstlige autoriteter. <strong>Fra</strong> disse doktorers skrifter valgte han tolv læresætninger, som han<br />
offentligt erklærede for at være „i modstrid med Bibelen og kætterske,“ og han appellerede<br />
til kongen om at være dommer i denne meningsudveksling. {MBF 175.3}<br />
Kongen havde intet imod at s<strong>till</strong>e de fjendtlige parters styrke og skarpsindighed op mod<br />
hinanden og var glad for en lejlighed til at ydmyge de hovmodige munke. Han befalede<br />
katolikkerne at forsvare deres sag på grundlag af Bibelen. De vidste godt, at dette våben<br />
ikke ville være dem til stor nytte. Fængsling, tortur og bål var våben, de bedre forstod at<br />
134
Change language