Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
men alle der er iført denne, bliver antaget af Gud og agtet værdige til at få del i hans rige og<br />
sidde på hans trone. Denne bedømmelse af karakteren, denne undersøgelse af, hvem der er<br />
beredt til at komme ind i Guds rige, er den undersøgende retshandling — afslutningen på<br />
tjenesten i den himmelske helligdom. {MBF 344.2}<br />
Når undersøgelsen er forbi, og alle de mennesker, der i alle tidsaldre har bekendt sig til at<br />
være Kristi efterfølgere, har fået deres sag bedømt og afgjort — da, men heller ikke før,<br />
afsluttes nådetiden, og nådens dør bliver lukket. Med denne korte meddelelse: „De, der var<br />
rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket,“ føres vi ned til afslutningen af<br />
Frelserens tjeneste — da det store værk til menneskets frelse er afsluttet. {MBF 345.1}<br />
Som vi allerede har set, var tjenesten i den jordiske helligdom et billede på tjenesten i den<br />
himmelske helligdom. Når ypperstepræsten på den store forsoningsdag gik ind i det<br />
Allerhelligste, ophørte tjenesten i den første afdeling. Gud havde befalet: „Der må ikke være<br />
nogen i Åbenbaringsteltet fra han går ind i helligdommen for at skaffe soning, til han<br />
kommer ud igen.“16Da Kristus gik ind i det Allerhelligste for at afslutte forsoningen,<br />
ophørte hans tjeneste i det Hellige. Da tjenesten i det Hellige sluttede, tog tjenesten i den<br />
anden afdeling sin begyndelse. Når ypperstepræsten i den symbolske tjeneste forlod det<br />
Hellige på den store forsoningsdag, trådte han frem for Guds åsyn for at frembære<br />
syndofrets blod på hele det bodfærdige Israels vegne. På samme måde havde Kristus<br />
afsluttet én del af sin tjeneste som mellemmand og skulle nu påbegynde en ny del af sin<br />
tjeneste — men han frembar stadig sit blod for Faderen på synderes vegne. {MBF 345.2}<br />
Dette forstod adventbevægelsens tilhængere ikke i 1844. Da det tidspunkt, hvor de havde<br />
ventet Frelseren, var overskredet, blev de ved at tro, at hans komme var nær. De troede, at<br />
de stod over for en betydningsfuld krise, og at Kristi tjeneste som menneskets mellemmand<br />
var afsluttet. Det forekom dem, at Bibelen sagde, at menneskets prøvetid ville ophøre kort<br />
før Herrens virkelige komme i himlens skyer. Dette syntes at fremgå af de skriftsteder,<br />
der viser hen til den tid, hvor mennesker vil søge, græde og banke på nådens dør, uden at<br />
den bliver åbnet. Og det spørgsmål meldte sig, om det tidspunkt, da de havde ventet Kristi<br />
genkomst, ikke snarere markerede begyndelsen til den periode, der skulle gå umiddelbart<br />
forud for hans komme. Da de havde givet advarslen om den forestående dom, mente de, at<br />
de havde gjort deres pligt over for verden. Nu havde de ikke længere nogen byrde for<br />
synderes frelse, og de anså de gudløses blasfemiske hån for yderligere et bevis på, at Gud<br />
havde forladt dem, der havde forkastet hans nåde. Alt dette bestyrkede deres tro på, at<br />
nådetiden var afsluttet, eller, som de udtrykte det, at „nådedøren var lukket“. {MBF 345.3}<br />
Men da de undersøgte helligdomsspørgsmålet nærmere, fik de klarere lys. De indså, at<br />
det var rigtigt af dem at tro, at afslutningen af de 2.300 dage i 1844 markerede en<br />
betydningsfuld krise. Men skønt det var rigtigt, at den håbets og nådens dør, gennem<br />
hvilken menneskene i 1800 år havde haft adgang til Gud, blev lukket, blev der åbnet en<br />
269
Change language