Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
<strong>Fra</strong> Bøhmen blev lyset bragt til Tyskland, da hundreder af tyske studenter rejste hjem på<br />
grund af urolighederne i Prag. Mange havde fået kendskab til Bibelen gennem Huss og<br />
forkyndte nu evangeliet i deres fædreland. {MBF 81.4}<br />
Da man i Rom blev klar over, hvad der foregik i Prag, blev Huss indstævnet for paven.<br />
At efterkomme denne ordre var den visse død. Bøhmens konge og dronning og<br />
repræsentanter for universitet og adel anmodede paven om at lade Huss sende en<br />
stedfortræder til Rom. Men paven var besluttet på at få Huss s<strong>till</strong>et for retten og dømt.<br />
Derfor lyste han interdikt over Prag. {MBF 81.5}<br />
Dengang var en sådan dom frygtet af alle. De ceremonier, som fulgte med interdiktet,<br />
kunne nok sætte skræk i folk, der troede, at paven repræsenterede Gud selv, havde Himlens<br />
og Helvedes nøgler og magt til at nedkalde både jordiske og åndelige straffe. Man troede, at<br />
himlens port var lukket for den egn, som var belagt med interdikt, og at de døde var<br />
udelukket fra himlen, indtil det behagede paven at ophæve interdiktet. Kirkerne blev lukket,<br />
og vielser foregik på kirkegården. De døde måtte ikke begraves i indviet jord, men blev<br />
uden ceremonier gravet ned i grøfter eller på marken. Ved sådanne midler søgte Rom at<br />
bevare magten over menneskers samvittighed. {MBF 81.6}<br />
Der blev et vældigt røre i Prag. Mange gav Huss skylden for disse ulykker og krævede, at<br />
han skulle udleveres til Rom. For at få uvejret til at lægge sig trak Huss sig for en tid tilbage<br />
til sin fødeby. Han skrev til sine venner i Prag: {MBF 82.1}<br />
„Når jeg har trukket mig tilbage, er det for at følge Jesu befaling og eksempel, så<br />
ildesindede mennesker ikke skal pådrage sig evig fordømmelse — og for ikke at bringe<br />
trængsel og forfølgelse over Guds børn. Det er også af frygt for, at ugudelige præster i<br />
længere tid skal forbyde, at Guds ord forkyndes iblandt jer, men jeg har ikke forladt jer for<br />
at fornægte den guddommelige sandhed. Med Guds hjælp er jeg villig til at dø for<br />
den.“4Huss afbrød ikke sit arbejde, men rejste omkring og prædikede for interesserede<br />
skarer. Og således blev pavens forholdsregler mod evangeliet et middel til dets udbredelse.<br />
„Vi formår ikke noget imod sandheden, men kun for den.“5 {MBF 82.2}<br />
„Under denne fase af Johan Huss’ levnedsløb må hans sind have været skueplads for en<br />
pinefuld strid. Skønt kirken forsøgte at overvælde ham med bulder og brag, havde han ikke<br />
forkastet dens autoritet. Han betragtede stadig romerkirken som Kristi brud og paven som<br />
Guds repræsentant og stedfortræder. Det, Huss kæmpede imod, var magtmisbrug, ikke selve<br />
princippet. Dette fremkaldte en frygtelig kamp mellem fornuftens og samvittighedens<br />
stemme. Hvis autoriteten var retfærdig og ufejlbarlig, som han mente den var, hvorfor så<br />
han sig da tvunget til at være ulydig mod den? Han anså det for at være en synd at adlyde,<br />
men hvorfor skulle lydighed mod en ufejlbarlig kirke medføre sådanne problemer? Dette<br />
problem kunne han ikke løse — og det var denne tvivl, der pinte ham time efter time. Den<br />
mest nærliggende løsning, han kunne finde, var, at der var sket det samme som på<br />
59
Change language