Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Kapitel 12—Den franske reformation<br />
Efter protesten i Speyer og den augsburgske konfession, som markerede reformationens<br />
sejr i Tyskland, fulgte år præget af strid og mørke. Protestantismen var svækket af uenighed<br />
mellem sine tilhængere, den blev angrebet af stærke fjender og syntes forudbestemt til<br />
fuldstændig tilintetgørelse. Tusinder beseglede deres vidnesbyrd med deres blod. Der<br />
udbrød borgerkrig; den protestantiske sag blev forrådt af en af sine ledende tilhængere; de<br />
ædleste af de reformerte fyrster faldt i kejserens hænder og blev slæbt som fanger fra by til<br />
by. Men netop som det så ud, som om kejseren havde sejret, led han nederlag. Han så byttet<br />
blive vristet ud af sin hånd, og blev omsider tvunget til at tolerere de lærdomme, som det<br />
havde været hans livs mål at tilintetgøre. Han havde sat sit kejserdømme, sine skatte og sit<br />
liv ind på at knuse kætteriet. Nu så han sine hære hærget af kamp, sine skatkamre tømt og<br />
sine mange kongeriger truet af oprør, mens den tro, han forgæves havde forsøgt at<br />
undertvinge, bredte sig overalt. {MBF 171.1}<br />
Karl V havde kæmpet mod den Almægtiges styrke. Gud havde sagt: „Der blive lys!“ men<br />
kejseren havde forsøgt at bevare mørket. Hans hensigt var slået fejl. Alt for tidligt ældet og<br />
udslidt af den lange kamp fraskrev han sig tronen og begravede sig i et kloster. {MBF<br />
171.2}<br />
I Schweiz kom der ligesom i Tyskland mørke dage for reformationen. Mens mange<br />
kantoner antog den reformerte tro, holdt andre hårdnakket fast ved Roms lære. Deres<br />
forfølgelse af dem, der ønskede at tage imod sandheden, førte til sidst til borgerkrig. Zwingli<br />
og mange af hans tilhængere faldt på den blodige slagmark ved Kappel. Oecolampadius, der<br />
var fortvivlet over disse frygtelige ulykker, døde kort efter. Rom triumferede og syntes<br />
mange steder at være lige ved at genvinde alt, hvad der var tabt. Men han, der råder for<br />
evigheden, havde hverken svigtet sin sag eller sit folk. Hans hånd skulle befri dem. I andre<br />
lande havde han oprejst arbejdere, der skulle føre reformationen videre. {MBF 172.1}<br />
I <strong>Fra</strong>nkrig var det allerede begyndt at lysne, før Luther blev kendt som reformator. En af<br />
de første, der fangede lyset, var den gamle Lefèvre, en meget lærd mand, der var professor<br />
ved universitetet i Paris og en oprigtig og nidkær katolik. Under sine studier af klassisk<br />
litteratur blev han opmærksom på Bibelen, og han indførte studiet af den blandt sine<br />
studenter. {MBF 172.2}<br />
Lefèvre var en entusiatisk beundrer af alle helgener og havde påtaget sig at skrive<br />
historien om helgener og martyrer på grundlag af kirkens legender. Dette var et værk, som<br />
krævede en enorm arbejdsindsats, men han havde allerede gjort betydelige fremskridt med<br />
det, da han begyndte at studere Bibelen, som han mente kunne være en værdifuld hjælp. Her<br />
fandt han i sandhed helgener levende beskrevet, men ikke den slags, der fandtes i den<br />
romerske kalender. En strøm af himmelsk lys trængte ind i hans sind. Med forbavselse og<br />
131
Change language