Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i<br />
ham.“5 {MBF 60.4}<br />
Der var mange, som ikke lod sig føre bag lyset af Roms krav. De indså, at mennesker<br />
eller engle umuligt kan mægle på synderens vegne. Når det sande lys trængte ind i deres<br />
hjerter, udbrød de med glæde: „Kristus er min præst; hans blod er mit offer, hans alter er<br />
min skriftestol.“ De satte hele deres lid til Jesus og gentog ordene: „Uden tro er det umuligt<br />
at behage ham.“6„Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan<br />
blive frelst ved.“7 {MBF 61.1}<br />
Nogle af disse stakkels sjæle, der var blevet kastet omkring som skibe på et stormfuldt<br />
hav, var ude af stand til at tro på forsikringen om Frelserens kærlighed. Så overvældede var<br />
de af det lys, som nåede dem, at de følte det, som var de kommet i himlen. De lagde<br />
<strong>till</strong>idsfuldt deres liv i Kristi hånd, og fik fodfæste på den evige klippe. Al dødsfrygt<br />
forsvandt. Nu ville de med glæde vælge fængslet eller bålet, hvis de kunne ære deres<br />
forløsers navn ved det. {MBF 61.2}<br />
Således blev Guds ord taget frem og læst på lønlige steder, somme tider kun for en<br />
enkelt, andre gange for nogle få, som længtes efter lys og sandhed. Ikke så sjældent varede<br />
disse møder hele natten. Tilhørerne var så grebne, at barmhjertighedens sendebud mange<br />
gange måtte gøre en pause for at give dem tid til at fatte frelsens budskab. Ofte hørtes ord<br />
som disse: „Vil Gud virkelig tage imod mit offer? Vil han tilgive mig ?“ Og svaret lød:<br />
„Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer<br />
hvile.“8 {MBF 61.3}<br />
I tro tog de imod dette løfte, og man hørte glade udbrud: „Ikke flere lange,<br />
møjsommelige pilgrimsrejser! Jeg kan komme til Jesus, som jeg er, syndig og vanhellig, og<br />
han vil ikke afvise min angergivne bøn“. „Dine synder forlades dig.“ „Selv mine synder kan<br />
blive tilgivet!“ {MBF 61.4}<br />
En hellig glæde fyldte hjerterne, og Jesu navn hævedes til skyerne i pris og taksigelse.<br />
Disse lyksalige sjæle vendte tilbage til deres hjem for at sprede lys og fortælle de andre, så<br />
godt de kunne, om deres nye erfaring, at de havde fundet den sande og levende vej. Der lå i<br />
Skriftens ord en mærkelig og højtidsfuld kraft, der talte lige til hjertet hos dem, der længtes<br />
efter sandheden. Det var Guds røst, der overbeviste dem, der hørte den. {MBF 62.1}<br />
Sandhedens sendebud fortsatte sin rejse, men folk talte ofte om hans beskedenhed, alvor<br />
og ægte fromhed. I mange tilfælde spurgte tilhørerne ham ikke, hvor han kom fra, eller hvor<br />
han drog hen. De var blevet så overvældede af taknemmelighed og glæde, at de slet ikke<br />
tænkte på at spørge ham. Når de bad ham gå med hjem, svarede han, at han skulle besøge de<br />
fortabte får. Var det mon en engel fra himlen? spurgte de. {MBF 62.2}<br />
42
Change language