Fra Monarki till Anarchi

Fra Monarki till Anarchi
må ikke lade én udtalelse af Jesus gøre en anden til intet. Skønt ingen kender dagen eller
timen for Kristi komme, har vi dog fået oplysninger, der forpligter os til at vide, når det er
nær. Vi er også blevet undervist om, at det er lige så skæbnesvangert for os ikke at lytte til
hans advarsel og benægte eller undlade at forstå, at hans komme er nær, som det var for
dem, der levede på Noas tid at være uvidende om syndflodens komme. En lignelse i det
samme kapitel viser modsætningen mellem den tro og den utro tjener og dømmer den mand,
der sagde i sit hjerte: „Min herre lader vente på sig.“ Denne lignelse viser, hvordan Kristus
vil betragte og belønne dem, der våger og forkynder hans komme, og dem, der benægter, at
han vil komme igen. Han siger: „Våg derfor. … Salig den tjener, som hans herre finder i
færd med at gøre det.“28„Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke,
hvilken time jeg kommer over dig.“29 {MBF 297.1}
Paulus omtaler en kategori af mennesker, som er uforberedt, når Herren kommer.
„Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: ‘Fred og ingen fare!’ da er
undergangen pludselig over dem, … og de skal ikke undslippe.“ Men han tilføjer med
henblik på dem, der giver agt på Frelserens advarsel: „Men I, brødre, er ikke i mørke, så
dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi
tilhører ikke natten og heller ikke mørket.“30 {MBF 297.2}
Sådan blev det påvist, at Skriften ikke giver mennesker nogen ret til at være uvidende
om, at Kristi komme er nær. Men de, der kun var interesseret i at finde et påskud til at
forkaste sandheden, vendte det døve øre til denne forklaring, og hårdnakkede spottere, ja,
selv de, der bekendte sig til at være Kristi tjenere, blev ved at gentage: „Den dag eller time
er der ingen, der kender.“ Da folket vågnede op og begyndte at spørge efter frelsens vej,
stillede religiøse ledere sig imellem dem og sandheden og forsøgte at dæmpe deres frygt ved
en fejlagtig fortolkning af Guds ord. Utro vægtere forenede sig med den store forfører og
råbte: Fred, Fred! når Gud ikke havde sagt, at der ville blive fred. Mange bar sig ad ligesom
farisæerne på Kristi tid. De vil ikke selv gå ind i himlen, og de mennesker, som ønskede at
gøre det, forhindrede de i det. Disse menneskers blod vil blive krævet af deres hånd. {MBF
298.1}
De mest gudhengivne og ydmyge i kirkesamfundene var som regel de første til at tage
imod budskabet. De mennesker, der selv studerede Bibelen, kunne ikke undgå at se, at det
almindelige syn på profetierne var ubibelsk, og alle vegne, hvor folk ikke var behersket af
gejstlighedens indflydelse, og på steder, hvor folk selv læste Guds ord, var det tilstrækkeligt
for dem at sammenligne adventsandheden med Skriften for at konstatere, at der stod
guddommelig autoritet bag den. {MBF 298.2}
Mange blev forfulgt af deres vantro brødre. Nogle gik med til at fortie deres håb for at
beholde deres plads i menigheden — men andre følte, at troskab mod Gud forpligtede dem
til ikke at skjule de sandheder, som han havde betroet dem. Ikke så få blev udelukket af
233