Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
penge med sig ud af vort land og sender intet andet end Guds forbandelse tilbage for dette<br />
simoni.“3(Simoni: handel med gejstlige embeder). {MBF 69.4}<br />
Kort efter at Wicliff var kommet tilbage til England, udnævnte kongen ham til præst i<br />
Lutterworth. Dette viste, at kongen i det mindste ikke havde taget anstød af hans utvetydige<br />
udtalelser. Wicliffs indflydelse satte sit præg på både hoffets handlinger og folkets<br />
tro. {MBF 70.1}<br />
Det varede ikke længe, før paven sendte sine tordenkiler imod ham. Der blev sendt tre<br />
buller til England — én til universitetet, én til kongen og én til de gejstlige — og i dem alle<br />
tre blev det fordret, at der øjeblikkelig skulle træffes foranstaltninger til at bringe den<br />
kætterske lærer til tavshed (se noter).4 {MBF 70.2}<br />
Før bullerne kom, havde biskopperne i deres iver stævnet Wicliff for deres domstol, men<br />
to af rigets mægtigste fyrster ledsagede ham til retssalen, og da folket slog kreds om<br />
bygningen og styrtede ind i den, blev dommerne bange; retssagen blev udsat, og Wicliff fik<br />
lov til at gå i fred. Kort efter døde Edward III, som på sine gamle dage af de gejstlige var<br />
blevet tilskyndet til at bekæmpe reformatoren. Og Wicliffs tidligere beskytter blev nu<br />
Englands konge. {MBF 70.3}<br />
De pavelige buller pålagde på det bestemteste hele England at arrestere og fængsle<br />
kætteren. Disse ordrer pegede direkte mod bålet. Det så ud til, at Wicliff skulle blive offer<br />
for Roms hævn, men han, der engang i en fjern fortid sagde til et menneske: „Frygt ikke …,<br />
jeg er dit skjold!“5rakte atter sin hånd ud og beskyttede sin tjener. Det blev ikke<br />
reformatoren, men den pave, der havde dødsdømt ham, der døde. Da Gregor XI afgik ved<br />
døden, rejste de gejstlige, der var trådt sammen for at dømme Wicliff, hjem igen. {MBF<br />
70.4}<br />
Guds forsyn ledede stadig begivenhedernes gang, så der blev skabt mulighed for<br />
reformationens fortsættelse. Efter Gregors død blev der valgt to rivaliserende paver, som<br />
begge hævdede at være ufejlbarlige og krævede lydighed (se noter). Begge opfordrede deres<br />
tilhængere til at bekrige modparten, og begge understregede deres krav med frygtelige<br />
forbandelser over deres modstandere og løfter om belønninger i himlen til deres<br />
forbundsfæller. Dette bidrog stærkt til at svække pavemagten. De rivaliserende parter havde<br />
fuldt op at gøre med at angribe hinanden, og Wicliff fik fred indtil videre. Paverne slyngede<br />
bandlysninger og gensidige beskyldninger mod hinanden, og der blev udgydt strømme af<br />
blod for at støtte deres modstridende krav. Kirken blev oversvømmet af forbrydelser og<br />
skandaler. Mens alt dette stod på, levede reformatoren s<strong>till</strong>e og roligt i sit sogn i Lutterworth<br />
og udfoldede de flittigste bestræbelser for at vise mennesker bort fra de stridende paver hen<br />
til Jesus, fredens fyrste. {MBF 70.5}<br />
49
Change language