Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Et frygteligt mørke indhyllede den nation, som havde vraget sandhedens lys. Efter at<br />
<strong>Fra</strong>nkrig havde set Guds nådes magt, og tusinder var blevet tiltrukket af evangeliets<br />
guddommelige skønhed, havde franskmændene foretrukket mørket for lyset. De havde<br />
nægtet at modtage den himmelske gave. De havde kaldt det onde godt og det gode ondt og<br />
var blevet ofre for deres forsætlige selvbedrag. Selv om de nu muligvis troede, at de tjente<br />
Gud ved at forfølge hans børn, kunne denne tro ikke frikende dem. Det lys, som ville have<br />
frelst dem fra bedrag og fra at vanære deres sjæle med blodskyld, havde de forsætligt<br />
vraget. {MBF 184.2}<br />
Et højtideligt løfte om at tilintetgøre kætteriet blev aflagt i den store domkirke, hvor<br />
„fornuftens gudinde“ næsten tre hundrede år senere skulle sættes på tronen af et folk, der<br />
havde glemt den levende Gud. Optoget drog videre, og <strong>Fra</strong>nkrigs repræsentanter gik for at<br />
begynde det, de havde svoret at gøre. „Med korte mellemrum var der rejst skafotter, hvor<br />
visse protestantiske kristne skulle brændes levende. Risknipper blev antændt i det øjeblik<br />
kongen kom til syne, og processionen skulle gøre holdt og overvære<br />
henrettelsen.“28Detaljerne i de pinsler, disse Kristi vidner måtte lide, er så sindsoprivende,<br />
at de unddrager sig omtale, men ofrene vaklede ikke. … Da en af dem blev opfordret til at<br />
afsværge sin tro, svarede han: „Jeg tror kun på det, profeterne og apostlene engang<br />
forkyndte. Min tro indbefatter en <strong>till</strong>id til Gud, som kan modstå alle helvedes<br />
magter.“29 {MBF 184.3}<br />
Gang på gang gjorde optoget holdt ved torturstederne. Da processionen nåede tilbage til<br />
sit udgangspunkt ved det kongelige slot, spredtes mængden, og kongen og prælaterne trak<br />
sig tilbage. De var godt tilfredse med dagens dåd og lykønskede hinanden. Det arbejde, som<br />
nu var begyndt, skulle fortsættes, indtil kætteriet var fuldstændig udryddet. {MBF 185.1}<br />
Det fredens evangelium, som <strong>Fra</strong>nkrig havde vraget, blev kun alt for snart udryddet, og<br />
resultatet var forfærdeligt. Den 21. januar 1793, nøjagtig 250 år efter den dag, da <strong>Fra</strong>nkrig<br />
forpligtede sig til at forfølge de reformerte, skred en anden procession med et helt andet<br />
formål gennem Paris’ gader. På ny var det kongen, der spillede hovedrollen; på ny var der<br />
tumult og skrig; på ny hørtes kravet om flere ofre; på ny var der sorte skafotter, på ny skulle<br />
dagens optrin slutte med uhyggelige henrettelser. Ludvig XVI, der satte sig til modværge<br />
med de bare næver mod sine vogtere og bødler, blev slæbt til blokken og holdt nede med<br />
magt, indtil øksen faldt og skilte hovedet fra kroppen, så det rullede ned på<br />
skafottet.30Kongen var ikke det eneste offer; i samme kvarter blev to tusind og otte<br />
hundrede mennesker guillotineret i rædselsregimets blodige dage. {MBF 185.2}<br />
Reformationen havde rakt verden en åben bibel, der åbenbarede Guds lovs forskrifter og<br />
appellerede til folkets samvittighed om at adlyde dem. Gud havde i sin store kærlighed vist<br />
menneskene himlens principper og sagt: {MBF 185.3}<br />
142
Change language