Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
En af disse profeter hævdede, at han var blevet undervist af englen Gabriel. En student,<br />
som sluttede sig til ham, holdt op med sine studier og erklærede, at Gud selv havde givet<br />
ham visdom til at udlægge hans ord. Andre med tilbøjelighed til fanatisme sluttede sig til<br />
dem. Disse sværmeres optræden skabte ikke ringe ophidselse. Luthers prædiken havde alle<br />
vegne vakt mennesker, så de følte nødvendigheden af en reform, og nu blev ærlige<br />
mennesker vildledt af de nye profeters falske lære. {MBF 150.3}<br />
Bevægelsens ledere kom til Wittenberg og bestormede Melanchton med deres krav. De<br />
sagde: „Vi er sendt af Gud for at belære folket. Vi har fortrolige samtaler med Herren; vi<br />
ved, hvad der skal ske. Vi er apostle og indanker vor sag for doktor<br />
Luther.“2Reformatorerne blev forbavsede og forvirrede. De var aldrig stødt på noget<br />
lignende og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Melanchton sagde: „Der er i sandhed en<br />
usædvanlig ånd i disse mennesker, men hvad er det for en ånd? På den ene side må vi vogte<br />
os for ikke at udslukke Guds Ånd, og på den anden for ikke at lade os vildlede af Satans<br />
ånd.“33 {MBF 150.4}<br />
Den nye læres frugter viste sig snart. Mennesker blev forledt til at forsømme Bibelen,<br />
eller helt at tilsidesætte den. Studenter afviste diciplin med foragt og forlod universitetet. De<br />
mænd, som mente sig kvalificerede til at genoplive og lede reformationen, bragte den til<br />
ødelæggelsens rand. Nu genvandt katolikkerne deres selv<strong>till</strong>id og sagde begejstret: „Endnu<br />
en sidste kraftanstrengelse, og sejren er vor!“4 {MBF 151.1}<br />
På Wartburg hørte Luther, hvad der var sket, og sagde dybt bekymret: „Jeg har altid<br />
ventet, at Satan ville sende os denne pest.“5Han gennemskuede disse foregivne profeter og<br />
så den fare, som truede sandhedens sag. Hverken pavens eller kejserens modstand havde<br />
voldt ham så stor bekymring og sorg som det, han nu erfarede. Af reformationens erklærede<br />
venner var dens værste fjender opstået. Netop de sandheder, som havde bragt ham så stor<br />
glæde og trøst, blev nu benyttet til at skabe strid og forvirring i kirken. {MBF 151.2}<br />
Guds Ånd havde ført Luther videre i reformarbejdet, end han havde tænkt sig. Det havde<br />
ikke været hans hensigt at indtage den s<strong>till</strong>ing, han gjorde, eller at foretage så radikale<br />
forandringer. Han havde kun været et redskab i den Almægtiges hånd. Alligevel bævede han<br />
for resultatet af sit værk. Han havde engang sagt: „Hvis jeg vidste, at min lære skadede ét<br />
eneste menneske, hvor ringe og ukendt han end var — men det kan den ikke, for den er<br />
selve evangeliet — ville jeg hellere dø ti gange end lade være med at tilbagekalde<br />
den.“6 {MBF 151.3}<br />
Og nu var selve Wittenberg, reformationens egentlige midtpunkt, ved at bukke under for<br />
fanatismens og lovløshedens magt. Denne frygtelige tilstand var ikke frugten af Luthers<br />
lære. Men i hele Tyskland gav hans fjender ham skylden for den. I sit hjertes bitterhed<br />
spurgte han undertiden: „Skal reformationens store værk virkelig ende på denne<br />
115
Change language