Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
er gjort til hviledag i stedet for den syvende. Katolikkerne hævder med hensyn til<br />
udeladelsen af det andet bud, at dette bud er unødvendigt, da det er indbefattet i det første —<br />
og at de udtrykker loven nøjagtigt, som Gud har villet, at den skal opfattes. Det kan ikke<br />
være denne ændring, profeten forudsagde. Der er tale om en forsætlig, overlagt ændring:<br />
„Han skal tragte efter at ændre tider og lov.“ Ændringen af det fjerde bud svarer nøjagtigt til<br />
profetien. For denne ændring er udelukkende baseret på kirkens autoritet. Her ophøjer<br />
pavemagten sig åbenlyst over Gud. {MBF 359.1}<br />
Mens Guds tilbedere i særlig grad skal kendes på, at de holder det fjerde bud, som er<br />
tegnet på hans skabermagt og vidner om hans ret til at kræve menneskers ærefrygt og<br />
hyldest — vil de, der tilbeder dyret, kendes på, at de forsøger at omstyrte Skaberens<br />
mindesmærke for at ophøje det, som romerkirken har indstiftet. Det var for at støtte<br />
søndagen, at romerkirken først fremsatte sine hovmodige krav (se noter), og dens første<br />
udnyttelse af statsmagten bestod i at få denne til at gennemtvinge, at søndagen skulle<br />
helligholdes som „Herrens dag.“ Men Bibelen siger, at Herrens dag er den syvende — og<br />
ikke den første. „Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten,“ sagde Jesus. Det<br />
fjerde bud lyder: „Den syvende dag er sabbat for Herren din Gud.“ Og ved profeten Esajas<br />
kalder Herren sabbatten „min hellige dag.“34 {MBF 359.2}<br />
Det hævdes ofte, at Kristus ændrede sabbatten, men den påstand modsiges af hans egne<br />
ord: „Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven og profeterne. Jeg er ikke kommet<br />
for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal<br />
ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der<br />
bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den<br />
mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i<br />
Himmeriget.“35 {MBF 359.3}<br />
Det er en kendsgerning, som protestanterne indrømmer, at Bibelen ikke giver nogen<br />
myndighed til at ændre sabbatten. Dette står helt klart i de skrifter, der er udgivet af Det<br />
amerikanske Traktatselskab og Den amerikanske Søndagsskoleforening. Et af disse skrifter<br />
anerkender „Det Nye Testamentes absolutte tavshed angående noget udtrykkeligt påbud for<br />
hviledagen (søndag, den første dag i ugen), og at det heller ikke ops<strong>till</strong>er regler for dens<br />
helligholdelse.“36 {MBF 359.4}<br />
Et andet skrift siger: „Før Kristi død blev der ikke foretaget nogen ændring af dagen.“ Og<br />
„så vidt man kan se af skriftlige vidnesbyrd, gav de (apostlene) ikke noget pålæg om, at den<br />
syvende dag skulle ophøre med at være sabbat, eller at ugens første dag skulle helligholdes i<br />
den syvendes sted.“37 {MBF 360.1}<br />
Katolikkerne indrømmer, at det var deres kirke, der ændrede sabbatten — og de<br />
understreger, at protestanter, der helligholder søndagen, derved anerkender den katolske<br />
kirkes magt. I „Den kristne religions katolske katekismus“ besvares et spørgsmål om,<br />
280
Change language