Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
selv var nydelsessyge, vellystige og korrupte, var det vel ikke så mærkeligt, at folket, der så<br />
hen til dem som dets vejledere, også sank ned i uvidenhed og lastefuldhed. {MBF 47.2}<br />
Endnu en pavelig påstand blev fremsat, da pave Gregor VII i det ellevte århundrede<br />
proklamerede romerkirkens fuldkommenhed. Blandt de erklæringer, han fremsatte, var der<br />
en, som sagde, at kirken aldrig havde fejlet, og at den aldrig nogen sinde ville fejle, i<br />
henhold til Skriften. Men erklæringen blev ikke ledsaget af beviser fra Skriften. Den stolte<br />
pave hævdede også at have magt til at afsætte kejsere og erklærede, at ingen dom, der var<br />
afsagt af ham, kunne omstødes af nogen anden, men at han havde ret til at ændre alle andres<br />
afgørelser (se noter). {MBF 47.3}<br />
De tyranniske tilbøjeligheder hos denne forkæmper for ufejlbarligheden kom tydeligt til<br />
udtryk i hans behandling af den tyske kejser Henrik IV. Denne blev erklæret for udstødt af<br />
kirken og afsat, fordi han ikke ville anerkende pavens autoritet. Henrik blev forfærdet over<br />
sine egne fyrsters svigten og trusler, da de blev opfordret til oprør mod ham af det pavelige<br />
mandat, og følte at han var nødt til at slutte fred med Rom. Ledsaget af sin hustru og en<br />
trofast tjener drog han over Alperne midt om vinteren for at ydmyge sig for paven. Da han<br />
nåede det slot, Gregor havde trukket sig tilbage til, blev han uden vagt ført ind i gården,<br />
hvor han i den strenge vinterkulde, barhovedet, med bare fødder og i en ussel klædning,<br />
afventede pavens <strong>till</strong>adelse til at få foretræde. Først da han havde fastet tre dage i træk og<br />
aflagt skriftemål, nedlod paven sig til at benåde ham. Og selv da var det kun på betingelse<br />
af, at kejseren skulle afvente pavens sanktion, før han på ny iførte sig sine insignier eller<br />
udøvede sin kongemagt. Og Gregor, der var opstemt over sin sejr, pralede af, at det var hans<br />
pligt at knægte kongernes stolthed. {MBF 47.4}<br />
Hvilken slående modsætning ser vi ikke mellem denne hovmodige paves provokerende<br />
stolthed og Kristi sagtmodighed og mildhed, når han banker på hjertets dør for at komme<br />
ind og bringe tilgivelse og fred, og når han lærer sine disciple: „Den, der vil være den første<br />
iblandt jer, skal være jeres træl.“17 {MBF 48.1}<br />
I århundredernes løb blev der stadig indført flere vildfarelser i romerkirkens lære.<br />
Allerede før pavedømmets tid øvede hedenske filosoffers tanker indflydelse på kirken.<br />
Mange holdt fast ved deres hedenske anskuelser, skønt de bekendte sig til at være kristne.<br />
De vedblev ikke blot selv at studere hedensk filosofi, men opfordrede andre til at gøre det<br />
samme for at opnå større indflydelse blandt hedningerne. På denne måde trængte alvorlige<br />
vildfarelser ind i den kristne tro. Blandt de mest fremtrædende var troen på menneskets<br />
medfødte udødelighed og dets bevidsthed i døden. På dette grundlag byggede Rom læren<br />
om påkaldelse af helgenerne og tilbedelsen af Jomfru Maria. Og fra samme kilde stammer<br />
den vildfarelse, at de ubodfærdige skal pines i al evighed. Denne lære blev meget tidligt<br />
gjort til en del af romerkirkens teologi. {MBF 48.2}<br />
31
Change language