Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Kapitel 2—Ilddåben<br />
Da Jesus over for sine disciple åbenbarede Jerusalems skæbne og begivenhederne i<br />
forbindelse med sit andet komme, forudsagde han også de hændelser, som hans folk ville<br />
komme ud for, fra det øjeblik han blev taget fra dem, til hans tilbagekomst i magt og<br />
herlighed for at frelse dem. <strong>Fra</strong> Oliebjerget så Frelseren de storme, som apostelmenigheden<br />
ville blive udsat for. Idet han lod blikket trænge endnu længere ind i fremtiden, så han de<br />
voldsomme ødelæggelser, der ville feje hen over hans tilhængere under de kommende<br />
århundreders mørke og forfølgelse. I nogle få korte ytringer forudsagde han den skæbne,<br />
som denne verdens herskere ville tildele Guds menighed.1Jesu disciple skulle lide samme<br />
ydmygelse og vanære som deres Mester. Den fjendtlighed, som verdens Frelser blev udsat<br />
for, skulle komme til at ramme enhver, som måtte tro på ham. {MBF 33.1}<br />
Den nystiftede menigheds historie viser, at Jesu ord gik i opfyldelse. Denne verden<br />
forenede sig med Helvedes magter i at bekrige ham i hans efterfølgeres skikkelse.<br />
Hedningerne, som forudså, at deres templer og altre ville blive tilintetgjort, hvis evangeliet<br />
sejrede, samlede alle kræfter for at komme kristendommen til livs. Forfølgelserne brød løs.<br />
De kristne blev berøvet deres ejendom og jaget bort fra deres hjem. De „udstod megen kamp<br />
og lidelse.“2De „måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel.“3Store skarer<br />
beseglede deres vidnesbyrd med deres blod. Rig og fattig, lærd og ulærd — alle blev dræbt<br />
uden skånsel. {MBF 33.2}<br />
Disse forfølgelser, der begyndte under kejser Nero ved den tid, da Paulus led<br />
martyrdøden, fortsatte med større og mindre voldsomhed i århundreder. De kristne blev med<br />
urette anklaget for de frygteligste forbrydelser og beskyldt for at fremkalde store ulykker —<br />
hungersnød, jordskælv og pest. Når folkets had og mistanke blev vakt, var der altid nogle,<br />
der stod parat til at forråde de uskyldige for vindings skyld. De blev stemplet som oprørere<br />
mod imperiet, fjender af religionen og en pest i samfundet. Mange blev kastet for de vilde<br />
dyr eller brændt levende i amfiteatrene. Nogle blev korsfæstet, andre indsvøbt i skindet af<br />
vilde dyr og kastet ind i arenaen, hvor de blev revet ihjel af hunde. Ved offentlige fester var<br />
deres henrettelse ofte den vigtigste del af underholdningen. Store skarer hilste ofrenes<br />
angstskrig med latter og klapsalver. {MBF 34.1}<br />
Alle vegne blev de kristne jaget som vilde dyr. De var tvunget til at skjule sig på øde<br />
steder. De „led nød og trængsler og blev mishandlet; de var for gode til denne verden og<br />
måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter.“4Tusinder fandt ly i<br />
katakomberne. Under højene uden for Rom var der gravet lange gange i klippegrunden og i<br />
jorden. Denne mørke labyrint strakte sig flere kilometer uden for byens mure. I disse<br />
underjordiske tilflugtssteder begravede Jesu efterfølgere deres døde, og her fandt de et hjem,<br />
når de blev mistænkt og gjort fredløse. Når Livgiveren kalder på dem, som har stridt den<br />
20
Change language