Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
var gået ud; men begge var for intet at regne. Skønt en mand slog mig i brystet af alle<br />
kræfter og en anden på munden med en sådan kraft, at blodet strømmede ud, følte jeg ikke<br />
mere smerte ved nogen af slagene, end hvis de havde rørt mig med et strå.“15 {MBF 209.4}<br />
Både lægfolk og prædikanter i den første metodistmenighed måtte tåle latterliggørelse og<br />
forfølgelse fra såvel kirkens medlemmer som fra de åbenlyst irreligiøse, der var opflammet<br />
af andres falske frems<strong>till</strong>ing. De blev s<strong>till</strong>et for retten, men retfærdighed var der ikke meget<br />
af ved den tids domstole. Ofte led de overlast fra deres forfølgere. Pøbelen gik fra hus til<br />
hus, ødelagde møbler og ejendele, plyndrede og mishandlede brutalt både mænd, kvinder og<br />
børn. I nogle tilfælde blev der opslået plakater, som opfordrede enhver, der ville være med<br />
til at knuse vinduer og plyndre metodisternes huse, til at møde på de anførte tider og steder.<br />
Disse åbne brud på menneskelige såvel som guddommelige love skete, uden at nogen gjorde<br />
indsigelse. Det var en systematisk forfølgelse af mennesker, hvis eneste brøde var, at de<br />
søgte at lede syndere ind på frelsens vej. {MBF 210.1}<br />
John Wesley sagde om de anklager, der blev rettet mod ham og hans meningsfæller:<br />
„Nogle hævder, at disse mænds lære er falsk og sværmerisk; at den er ny og indtil for nylig<br />
helt ukendt; at den er kvækertro, fanatisme, papisme! Hele dette hykleri er allerede grundigt<br />
afsløret. Det har tydeligt vist sig, at denne lære i alle henseender er Skriftens almindelige<br />
lære, som vor egen kirke fortolker den. Derfor kan den hverken være falsk eller fejlagtig,<br />
hvis Skriften taler sandhed.“ „Andre siger: ‘Deres lære er alt for streng; de gør vejen til<br />
himlen for trang.’ Og dette er netop den oprindelige indvending; i nogen tid har det været<br />
næsten den eneste. Denne indvending er den hemmelige grund til tusinder af andre<br />
indvendinger, som kommer frem i forskellige skikkelser. Men gør de mon vejen til himlen<br />
trangere, end vor Herre og hans apostle gjorde den? Er deres lære strengere end Bibelens?<br />
Overvej blot nogle få tydelige skriftord: ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og<br />
af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind.’ ‘Men jeg siger jer: På dommens<br />
dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.’ ‘Enten I altså spiser<br />
eller drikker, eller hvad I end gør, skal I gøre alt til Guds ære.’“ {MBF 210.2}<br />
„Hvis deres lære er strengere end denne, bør de dadles, men jeres samvittighed siger jer,<br />
at det er den ikke. Og hvem kan være en smule mindre streng uden at forvanske Guds ord?<br />
Kan nogen husholder over Guds hemmeligheder findes tro, hvis han forandrer noget som<br />
helst i hans hellige ord? Nej! Han kan intet ophæve eller afsvække; det er hans pligt at<br />
forkynde for alle mennesker: ‘Det er ikke muligt for mig at indrette Skriften efter jeres<br />
smag! I må leve op til den eller gå til grunde for evigt.’ Dette er den virkelige årsag til den<br />
anden almindelige klage, som gælder ‘disse menneskers fordømmende holdning.’ Men er de<br />
da virkelig ubarmhjertige? ‘Nej, det er ikke i den retning, de forsømmer noget, men de er så<br />
ubarmhjertige i deres dom! De mener, at ingen kan blive frelst uden deres<br />
ligesindede.’“16 {MBF 210.3}<br />
162
Change language