Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Valdenserne havde givet afkald på deres jordiske velstand for sandhedens skyld og<br />
arbejdede tålmodigt og hårdt for det daglige brød. Hver eneste plet opdyrkelig jord mellem<br />
bjergene blev omhyggeligt passet. Både dalene og de mindre frugtbare bjergsider blev<br />
dyrket, så de kunne give udbytte. Børnenes eneste arv var den nøjsomhed og<br />
selvfornægtelse, de blev opdraget til. De lærte, at det er Guds hensigt, at livet skal være en<br />
skole, og at man kun kan skaffe sig, hvad man har brug for, ved personligt arbejde, tro og<br />
omtanke. Det var en slidsom og trættende vej, men det var sundt for dem, og det er netop,<br />
hvad mennesket trænger til efter syndefaldet. I denne skole ønsker Gud, at mennesket skal<br />
uddannes og udvikles. Men skønt der blev lagt megen vægt på at vænne de unge til hårdt<br />
arbejde, blev deres intellektuelle udvikling ikke forsømt. De lærte, at deres evner tilhørte<br />
Gud og skulle opøves og udvikles for at benyttes i hans tjeneste. {MBF 56.2}<br />
Valdensermenighederne lignede apostelmenigheden i renhed og enkelhed. De afviste<br />
præsteskabets overhøjhed og betragtede Bibelen som den eneste og ufejlbarlige myndighed.<br />
I modsætning til de hovmodige præster i Rom fulgte valdensernes præster deres Mesters<br />
eksempel, han, der „ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene.“ De vogtede<br />
Guds hjord og ledte den til hans hellige ords grønne vange og levende vandkilder. Langt<br />
borte fra vidnesbyrdene om menneskelig pragt og stolthed mødtes de, ikke i prægtige kirker<br />
eller store katedraler, men i bjergenes skygge i alpedalene eller — når der var fare på færde<br />
— i en utilgængelig klippebastion for at lytte til sandhedens ord fra Kristi tjenere. Deres<br />
præster nøjedes ikke med at forkynde evangeliet; de besøgte også de syge, underviste<br />
børnene, formanede de vildfarne og søgte at bilægge stridigheder og fremme harmoni og<br />
broderkærlighed. I fredstid blev de understøttet af menighedens frivillige gaver, men<br />
ligesom teltmageren Paulus lærte de alle et håndværk, så de kunne brødføde sig selv, hvis<br />
det blev nødvendigt. {MBF 56.3}<br />
De unge blev undervist af deres præster. Man søgte at bibringe dem almene kundskaber,<br />
men Bibelen var deres vigtigste lærebog. De lærte Matthæusog Johannesevangeliet og<br />
mange af de nytestamentlige breve udenad. De blev også sat til at afskrive Bibelen. Enkelte<br />
manuskripter indeholdt hele Bibelen, andre kun udvalgte, korte stykker med letfattelige<br />
forklaringer, skrevet af folk, der var i stand til at udlægge Skriften. Således kom de<br />
sandhedens skatte frem, som så længe havde været skjult af dem, som stræbte efter at<br />
ophøje sig selv over Gud. {MBF 57.1}<br />
Ved tålmodigt, utrætteligt arbejde, sommetider i dybe, mærke jordhuler ved lys fra fakler,<br />
blev Den hellige Skrift afskrevet, vers for vers, kapitel for kapitel. Således skred arbejdet<br />
frem, og Guds åbenbarede vilje skinnede som det pure guld; hvor meget mere strålende,<br />
klart og magtfuldt på grund af de prøvelser, der var gennemgået i forbindelse hermed, kunne<br />
kun de erkende, som var engageret i arbejdet. Engle fra himlen slog kreds om disse trofaste<br />
arbejdere. De pavelige præster havde på Satans tilskyndelse begravet sandhedens ord under<br />
vranglære og overtro, men i hele denne mørke tidsalder blev Guds ord bevaret uforfalsket på<br />
38
Change language