Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
sine disciple, sagde han til dem: „Jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for<br />
Faderen selv elsker jer.“17„Det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv.“18Og i<br />
tjenesten i den himmelske helligdom vil der være fuld enighed imellem de to. „For således<br />
elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal<br />
fortabes, men have evigt liv.“19 {MBF 335.2}<br />
Spørgsmålet: „Hvad er helligdommen?“ besvares tydeligt i Skriften. Betegnelsen<br />
„Helligdom“, som bruges i Bibelen, refererer for det første til det tabernakel, Moses<br />
byggede som et symbol på det himmelske, og for det andet til det sande tabernakel i himlen,<br />
som den jordiske helligdom viste hen til. Ved Kristi død sluttede den symbolske tjeneste.<br />
Det sande tabernakel i himlen er den nye pagts helligdom. Da de 2.300 dage udløb i 1844,<br />
havde der ikke været nogen helligdom på jorden i mange århundreder. Derfor er det hævet<br />
over enhver tvivl, at profetien: „2.300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen<br />
renses,“ sigter til den himmelske helligdom. {MBF 335.3}<br />
Men det vigtigste spørgsmål er endnu ikke besvaret. Hvad er helligdommens renselse?<br />
Det fremgår af Det Gamle Testamente, at der foregik en renselsesceremoni i forbindelse<br />
med den jordiske helligdom. Men kan der være noget, der skal renses i himlen? I<br />
Hebræerbrevets 9. kapitel står der tydeligt, at både den jordiske og den himmelske<br />
helligdom skal renses. „Efter loven bliver næsten alt renset med blod, og der finder ingen<br />
tilgivelse sted, uden at der udgydes blod. Det er altså nødvendigt, at efterligningerne af det,<br />
der er i himlene, renses på denne måde, men de himmelske ting selv må renses ved bedre<br />
ofre end disse“20— nemlig ved Kristi dyrebare blod. {MBF 335.4}<br />
Både i den symbolske og i den virkelige tjeneste må renselsen foregå ved hjælp af blod<br />
— i den første med blod af dyr og i den anden med Kristi blod. Hebræerbrevets forfatter<br />
siger, at denne renselse skal foregå ved hjælp af blod, fordi der ikke opnås tilgivelse, uden at<br />
blod bliver udgydt. Der skal tilvejebringes tilgivelse — eller synden skal fjernes. Men<br />
hvordan kunne der findes synd i forbindelse med helligdommen i himlen eller på jorden?<br />
Det får vi at vide ved at betragte den symbolske tjeneste — for de præster, der forrettede<br />
tjenesten på jorden, tjente en helligdom, der var „en efterligning og en skygge af den<br />
himmelske.“21 {MBF 336.1}<br />
Tjenesten i den jødiske helligdom bestod af to afdelinger; præsterne gjorde til daglig<br />
tjeneste i det hellige, mens ypperstepræsten én gang om året udførte en særlig<br />
forsoningstjeneste i det allerhelligste for at rense helligdommen. Dag for dag førte den<br />
angrende synder sit offer hen til tabernaklets dør, lagde sin hånd på offerdyrets hoved,<br />
bekendte sine synder og overførte dem billedligt fra sig selv til det uskyldige dyr. Derefter<br />
blev dyret slagtet. Hebræerbrevets forfatter siger: „Der finder ingen tilgivelse sted, uden at<br />
der udgydes blod.“ „For kødets liv er i blodet.“22Overtrædelse af Guds lov krævede<br />
synderens liv. Blodet, der repræsenterede synderens forspildte liv, blev af præsten båret ind i<br />
262
Change language