Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
at samle videnskabsmænd og forfattere fra alle lande ved sit hof. Hans tolerance over for<br />
reformationen skyldtes delvis hans kærlighed til videnskaben og hans foragt for munkenes<br />
uvidenhed og overtro. Nu var videnskabens beskytter så opfyldt af iver for at tilintetgøre<br />
kætteriet, at han udstedte en lov, som forbød bogtrykning i hele <strong>Fra</strong>nkrig. <strong>Fra</strong>ns I er et af<br />
talrige eksempler på, at videnskabelig dannelse ikke er noget bolværk mod religiøs<br />
intolerance og grusomhed. {MBF 183.1}<br />
Ved en højtidelig offentlig ceremoni forpligtede <strong>Fra</strong>nkrig sig til at tilintetgøre<br />
protestantismen. Præsterne krævede, at den krænkelse, som var tilføjet himlen, da messen<br />
blev angrebet, blev sonet med blod, og at kongen offentligt på sit folks vegne godkendte<br />
denne skrækkelige plan. {MBF 183.2}<br />
Den frygtelige ceremoni skulle finde sted den 21. januar 1535. Hele nationens<br />
overtroiske frygt og skinhellige had var blevet vakt. Paris’ gader var tæt pakket med folk fra<br />
byen og omegnen. En imponerende procession skulle indlede dagen. Husene langs ruten var<br />
behængt med sørgeflor. Foran hver gadedør var der anbragt en tændt fakkel til ære for „det<br />
hellige sakramente.“ Før daggry udgik optoget fra kongeslottet med de forskellige sognes<br />
faner og kors i spidsen. Derefter fulgte borgerne to og to med tændte fakler i hænderne. Så<br />
fulgte de fire munkeordener. Efter dem kom et stort optog af berømte relikvier. Bag dem red<br />
højtstående gejstlige, der strålede af juveler og silke og frembød et imponerende<br />
skue. {MBF 183.3}<br />
„Paris’ biskop bar hostien under en prægtig baldakin … båret af fire prinser af blodet. …<br />
Efter hostien gik kongen, <strong>Fra</strong>ns I, som den dag ikke bar nogen krone eller kåbe.“ Med<br />
„blottet hoved, blikket rettet mod jorden og en tændt kerte i hånden,“ så man <strong>Fra</strong>nkrigs<br />
konge „i den bodfærdige rolle.“26Ved hvert alter bøjede han sig ydmygt — ikke på grund af<br />
det uskyldige blod, som besudlede hans hænder, men som bod for den utilgivelige synd<br />
nogle af hans undersåtter havde begået ved at fordømme messen. Efter ham fulgte<br />
dronningen og de højeste embedsmænd to og to. Også de bar tændte fakler. {MBF 183.4}<br />
En af dagens ceremonier bestod i, at kongen skulle tale til rigets højeste embedsmænd i<br />
den store sal i biskoppens palads. Med sorgfuldt ansigt og stor veltalenhed beklagede han<br />
„den forbrydelse, gudsbespottelse, den sorgens ogvanærens dag,“ som nationen måtte<br />
opleve. Han opfordrede alle sine trofaste undersåtter til at hjælpe med at udrydde det<br />
dødbringende kætteri, som truede <strong>Fra</strong>nkrig med tilintetgørelse. „Så sandt som jeg er jeres<br />
konge,“ sagde han, „hvis jeg vidste, at et af mine egne lemmer var smittet af denne<br />
afskyelige råddenskab, ville jeg bede jer hugge det af. … Og hvis jeg så, at et af mine børn<br />
var besmittet af den, ville jeg ikke spare det. … Jeg ville selv udlevere det og ofre det til<br />
Gud.“ Tårer kvalte hans stemme, alle de tilstedeværende græd og råbte: „Vi vil leve og dø<br />
for den katolske tro!“27 {MBF 184.1}<br />
141
Change language