Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
at gode gerninger kunne frelse dem, og rettede hele tiden blikket indad mod sig selv. Deres<br />
tanker kredsede om deres egen syndighed. De følte, at Gud var vred på dem, og plagede<br />
hele tiden sjæl og legeme uden at finde fred. Samvittighedsfulde sjæle var bundet af<br />
romerkirkens læresætninger. Tusinder søgte forgæves at få fred i sindet ved at faste, piske<br />
sig, overvære natlige gudstjenester, ligge i timevis på kolde, fugtige sten i dystre celler,<br />
foretage lange pilgrimsrejser, udføre ydmygende bodshandlinger og pine sig selv på det<br />
grusomste. Nedbøjet af skyldfølelse og plaget af frygt for Guds vrede blev mange ved med<br />
at lide, indtil den menneskelige natur brød sammen og de sank i graven uden én eneste<br />
lysstråle. {MBF 60.1}<br />
Valdenserne længtes efter at bryde livets brød for disse hungrende sjæle og efter at tolke<br />
fredsbudskabet i Guds løfter for dem og vise dem hen til Kristus som deres eneste håb om<br />
frelse. Efter deres opfattelse var læren om, at gode gerninger kan sone overtrædelse af Guds<br />
lov, et bedrag. Ved at stole på menneskets egne fortjenester fordunkler man Kristi ufattelige<br />
kærlighed. Jesus blev ofret for menneskets skyld, fordi den faldne menneskehed intet kan<br />
gøre for at vinde Guds gunst. Den korsfæstede og opstandne Frelsers fortjenester er<br />
grundlaget for den kristne tro. Sjælen er lige så afhængig af Kristus som lemmerne af<br />
legemet, og forbindelsen mellem sjælen og Kristus må være lige så nær som mellem<br />
grenene og vintræet. {MBF 60.2}<br />
Pavens og præsternes lære havde fået mennesker til at se på Gud, ja selv på Kristus, som<br />
streng, skummel og frastødende. Frelseren blev frems<strong>till</strong>et som i den grad blottet for<br />
medfølelse med det faldne menneske, at det var nødvendigt at påkalde præsters og helgeners<br />
mellemkomst. De, der var blevet oplyst af Guds ord, længtes efter at vise disse sjæle hen til<br />
Jesus som deres medfølende, kærlige frelser, der står med udbredte arme og indbyder alle til<br />
at komme til sig med de synder, der tynger dem, deres bekymringer og træthed. De længtes<br />
efter at rydde de forhindringer bort, som Satan havde ops<strong>till</strong>et, for at mennesker ikke skulle<br />
se Guds løfter og komme lige til ham, bekende deres synder og finde tilgivelse og<br />
fred. {MBF 60.3}<br />
Med brændende iver forklarede den valdensiske missionær evangeliets vidunderlige<br />
sandheder for søgende sjæle. Meget forsigtigt tog han de omhyggeligt afskrevne bibelske<br />
skrifter frem fra deres skjulested. Hans største glæde var at fortælle, at der var håb for den,<br />
der tynget af sine synder betragtede Gud som en hævner, der stod parat til at fordømme.<br />
Med tårefyldte øjne læste han for sine brødre de dyrebare løfter, som viser synderen hen til<br />
hans eneste håb. På denne måde trængte sandhedens lys ind i formørkede sjæle, den sorte<br />
sky blev fordrevet, og Retfærdighedens Sol skinnede ind i hjertet med lægedom under sine<br />
vinger. Ofte måtte de samme ord fra Skriften læses atter og atter, fordi den, som lyttede,<br />
ville være helt sikker på, at han havde hørt rigtigt. Folk blev aldrig trætte af at høre disse<br />
ord: „Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.“4„Ligesom Moses ophøjede slangen i<br />
41
Change language