Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Kapitel 35—Samvittighedens Frihed<br />
Katolicismen betragtes med langt større velvilje af protestanterne nu end tidligere. I de<br />
lande, hvor romerkirken ikke har fremgang, og hvor katolikkerne for at vinde indflydelse<br />
indtager en forsonlig holdning, møder man en tiltagende ligegyldighed med hensyn til de<br />
læresætninger, der adskiller de reformerte kirker fra pavekirken. Den opfattelse vinder mere<br />
og mere frem, at vi, når alt kommer til alt, ikke ser så forskelligt på livsvigtige spørgsmål,<br />
som man engang mente, og at lidt indrømmelse fra vor side ville føre til en bedre forståelse<br />
med Rom. Der var en tid, da protestanterne satte den samvittighedsfrihed, der var købt så<br />
dyrt, meget højt. De lærte deres børn at afsky katolicismen, og anså det for utroskab mod<br />
Gud at søge forståelse med Rom. Men hvor er de følelser, der nu kommer til udtryk, dog<br />
vidt forskellige fra dengang! {MBF 453.1}<br />
Katolicismens forsvarere siger, at den katolske kirke er blevet bagtalt, og den<br />
protestantiske verden er tilbøjelig til at give dem ret. Mange hævder, at det er uretfærdigt at<br />
bedømme kirken i dag ud fra de afskyeligheder og meningsløsheder, som kendetegnede<br />
dens herredømme i uvidenhedens og mørkets århundreder. De undskylder denne kirkes<br />
frygtelige grusomhed og siger, at den er et udslag af den tids barbarisme, og at nutidens<br />
civilisation har ændret dens inds<strong>till</strong>ing. {MBF 453.2}<br />
Har disse mennesker glemt de krav på ufejlbarlighed, som denne hovmodige magt har<br />
fremsat i otte hundrede år? Så langt fra at give afkald på det bekræftede man i det nittende<br />
århundrede dette krav mere ubetinget end nogen sinde før. Når Rom hævder, at kirken<br />
„aldrig har faret vild, og at den efter Skriftens vidnesbyrd aldrig vil komme til at fare<br />
vild,“1hvordan kan den da opgive principper, som var rettesnor for dens handlemåde i<br />
svundne tider? (se noter). {MBF 454.1}<br />
Pavekirken vil aldrig opgive sit krav om at være ufejlbarlig. Når den mener, at alt, hvad<br />
den har gjort for at forfølge dem, der forkaster dens dogmer, var rigtigt, vil den da ikke<br />
gentage dette, hvis lejlighed byder sig? Lad kun de hæmmende bånd, som verdslige<br />
regeringer pålægger den, blive fjernet og Rom blive genindsat i sin tidligere magt — så vil<br />
dens tyranni og forfølgelse hurtigt genopstå. {MBF 454.2}<br />
Om pavekirkens holdning, når det gælder samvittighedsfrihed, og om de farer, der især<br />
truer De forenede Stater gennem dens politiske succes, siger en velkendt forfatter: „Mange<br />
er tilbøjelige til at kalde enhver frygt for romersk katolicisme i De forenede Stater for<br />
snæversindet og barnagtig. De ser intet i romerkirkens væsen og holdning, som strider mod<br />
vor frie forfatning, og finder ikke noget ildevarslende i dens vækst. Lad os nu allerførst<br />
sammenligne nogle af vore fundamentale principper med den katolske kirkes: {MBF 454.3}<br />
De forenede Staters forfatning tilsikrer trosfrihed. Intet er os kærere og mere<br />
betydningsfuldt. Pave Pius IX sagde i sin rundskrivelse af 15-8-1854: {MBF 454.4}<br />
352
Change language