Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
sikker på, at alle kristne ville fryde sig i håbet om at møde den frelser, som de sagde, at de<br />
elskede. {MBF 265.1}<br />
Dog var han bange for, at mange i deres store glæde ved udsigten til den vidunderlige<br />
udfrielse, der skulle komme så snart, ville modtage læren uden at overbevise sig om<br />
sandheden i den ved at læse i Skriften. Derfor tøvede han med at komme frem med den af<br />
frygt for, at han måske tog fejl og kunne komme til at lede andre på vildspor. Beviserne for<br />
de slutninger, han var kommet til, måtte han gennemgå endnu en gang og omhyggeligt<br />
overveje enhver vanskelighed, han måtte støde på. Han fandt, at alle indsigelser forsvandt<br />
som dug for solen i lyset af Guds ord. Fem år brugte han på dette, og så var han fuldt<br />
overbevist om, at han havde ret. {MBF 265.2}<br />
Pligten til at lade andre vide, hvad han mente fremgik så tydeligt af Skriften, trængte med<br />
fornyet styrke ind på ham. „Når jeg var beskæftiget med mit arbejde,“ sagde han, „ringede<br />
det stadig for mine ører: ‘Gå ud og fortæl verden om den fare, den svæver i.’ Hele tiden<br />
faldt denne tekst mig ind: {MBF 265.3}<br />
‘Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke taler til den uretfærdige og<br />
advarer ham mod hans vej, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld, men hans blod<br />
vil jeg kræve af din hånd. Hvis du derimod advarer den uretfærdige for at få ham til at vende<br />
om fra sin vej, og han ikke vender om, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet<br />
dit liv.’40Jeg følte, at hvis de gudløse for alvor blev advaret, ville mange af dem omvende<br />
sig, og hvis de ikke blev advaret, ville deres blod blive krævet af min hånd.“41 {MBF<br />
265.4}<br />
Han begyndte at fremsætte sine synspunkter privat, når han fik lejlighed til det, og bad<br />
Gud om, at en eller anden præst måtte få øjnene op for deres styrke og vie sig til at udbrede<br />
dem. Men han kunne ikke frigøre sig fra den overbevisning, at det var hans personlige pligt<br />
at give advarslen. Disse ord kom stadig i hans tanker: „Gå ud og sig det til verden! Jeg vil<br />
kræve deres blod af din hånd!“ I ni år ventede han, mens byrden stadig tyngede hans sjæl,<br />
indtil han i 1831 for første gang gav offentligt udtryk for sin tro. {MBF 265.5}<br />
Ligesom Elisa blev kaldet fra sine okser på marken for at modtage den kappe, der skulle<br />
indvie ham til gerningen som profet, blev William Miller kaldet til at forlade sin plov for at<br />
åbenbare Guds riges hemmeligheder for folket. Med bæven begyndte han skridt for skridt at<br />
lede sine tilhørere gennem de profetiske tidsperioder til Kristi genkomst. Hans styrke og<br />
mod voksede, da han så den store interesse, hans ord vakte. {MBF 266.1}<br />
Kun på opfordring af sine trosbrødre, i hvis ord han hørte Guds kald, indvilgede Miller i<br />
offentligt at fremsætte sine synspunkter. Han var halvtreds år gammel, ikke vant til at tale<br />
offentligt og tynget af en følelse af at være uegnet til den gerning, der lå foran ham. Men fra<br />
første færd velsignedes hans anstrengelser til frelse for mange sjæle. Efter hans første<br />
207
Change language