Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
De havde forladt deres huse, deres ejendele og deres levebrød. De var fremmede i et land,<br />
hvor folket talte et andet sprog og havde andre skikke. De var nødt til at påtage sig ting, de<br />
aldrig før havde prøvet, for at tjene til livets ophold. Midaldrende mænd, som hele deres liv<br />
havde været landbrugere, måtte lære et håndværk. Men de fandt sig uden at klage i<br />
forholdene og spildte ikke tiden med lediggang eller selvmedlidenhed. Skønt de fleste var<br />
fattige, takkede de Gud for de goder, de havde, og glædede sig over deres uforstyrrede<br />
åndelige fællesskab. „De vidste, at de var pilgrimme og lagde ikke større vægt på det<br />
timelige, men løftede blikket mod himlen, deres kæreste land, og bevarede deres<br />
sindsro.“4 {MBF 234.3}<br />
Skønt de var landflygtige og havde mange vanskeligheder, voksede deres kærlighed og<br />
tro sig stærk. De stolede på Herrens løfter, og han svigtede dem ikke i nødens stund. Hans<br />
engle trøstede og opmuntrede dem. Og da Guds hånd syntes at vise dem vej over havet til et<br />
land, hvor de måske selv kunne grundlægge en stat og efterlade deres børn trosfrihedens<br />
værdifulde arv, begav de sig af sted uden at tøve. {MBF 234.4}<br />
Ved prøvelser havde Gud forberedt dem til at iværksætte hans gode planer. Menigheden<br />
var blevet fornedret for at kunne blive ophøjet. Gud ville vise sin magt til gunst for den og<br />
endnu engang vise verden, at han ikke svigter dem, der stoler på ham. Han havde ledet<br />
begivenhederne sådan, at Satans vrede og onde mænds anslag tjente til at kaste hæder over<br />
hans navn og føre hans folk til et sikkert sted. Forfølgelser og landflygtighed åbnede vejen<br />
til friheden. {MBF 235.1}<br />
Da puritanerne blev nødt til at forlade den engelske statskirke, sluttede de sig ved en<br />
højtidelig pagt sammen som Herrens frie folk, „der skulle følge alle de veje, han havde vist<br />
eller ville vise dem.“5Dette var protestantismens sande ånd og vitale princip. Med dette<br />
formål for øje forlod de Holland for at søge et hjem i den nye verden. Deres præst, John<br />
Robinson, som var forhindret i at tage med dem, sagde i sin afskedstale: {MBF 235.2}<br />
„Brødre, nu skal vi snart skilles, og kun Herren ved, om jeg skal opleve at gense jer. Men<br />
enten det er hans vilje eller ej, pålægger jeg jer for Guds åsyn ikke at følge mig længere, end<br />
jeg har fulgt Kristus. Hvis Gud åbenbarer jer noget gennem et andet af sine redskaber, bør I<br />
modtage det lige så ivrigt, som I modtog de sandheder, jeg har forkyndt jer; for jeg føler mig<br />
overbevist om, at Herren vil åbenbare flere sandheder og mere lys fra sit hellige<br />
ord.“6 {MBF 235.3}<br />
„Jeg kan ikke nok beklage de reformerte kirkers tilstand, disse kirker, som er kommet til<br />
religiøs stilstand og ikke foreløbig vil gå længere end redskaberne til deres reformation.<br />
Lutheranerne kan ikke overtales til at gå ud over, hvad Luther så, … calvinisterne sidder,<br />
som I ved, fast dér, hvor denne store Guds tjener, som dog ikke så alt, efterlod dem. Dette er<br />
yderst beklageligt; for skønt de var skinnende lys på deres tid, fattede de dog ikke alle Guds<br />
182
Change language