Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
alle spørgsmål værdigt og klogt. Han optrådte fast og modigt. Hans magre, blege ansigt<br />
havde et venligt og glad udtryk, skønt det var præget af arbejde og sygdom. Hans ords<br />
højtidelighed og dybe alvor gjorde et dybt indtryk, selv på hans fjender. Både venner og<br />
fjender undrede sig. Nogle følte sig overbevist om, at en guddommelig kraft kom ham til<br />
hjælp, andre erklærede ligesom farisæerne om Jesus: „Han er besat af Djævelen!“ {MBF<br />
124.2}<br />
Næste dag blev Luther tilsagt til at møde for rigsdagen. En kejserlig embedsmand skulle<br />
føre ham til audienssalen, men det var kun med vanskelighed, at han nåede derhen. Hver<br />
eneste gade var tætpakket med folk, der ønskede at se den munk, som havde vovet at sætte<br />
sig op mod pavemagten. {MBF 124.3}<br />
Lige før han skulle træde frem for sine dommere, sagde en hæderkronet gammel general<br />
venligt til ham: „Stakkels munk, arme munk, du skal nu kæmpe for en ædlere sag, end jeg<br />
nogen sinde har gjort i de blodigste kampe. Men hvis din sag er retfærdig, og du er<br />
overbevist om det, så gå frem i Guds navn og frygt intet. Gud vil ikke svigte dig!“16 {MBF<br />
124.4}<br />
Endelig stod Luther foran rådet. Kejseren sad på sin trone omgivet af rigets mægtigste<br />
mænd. Aldrig har noget menneske stået foran en mere imponerende forsamling end den,<br />
Martin Luther skulle forsvare sin tro over for. „Dette fremmøde var i sig selv et tegn på sejr<br />
over pavedømmet. Paven havde lyst ham i band og afskåret ham fra alt samkvem med<br />
andre. Alligevel var han i et høfligt sprog blevet indkaldt og modtaget af den mest<br />
ærefrygtindgydende forsamling. Paven havde dømt ham til evig tavshed, og nu skulle han<br />
tale til tusinder af opmærksomme tilhørere, der var kaldt sammen fra de fjerneste dele af<br />
verden. Han havde således udvirket en enestående omvæltning. Rom var allerede på vej ned<br />
af tronen, og det var en almindelig munks stemme, som var årsag til denne<br />
ydmygelse.“17 {MBF 124.5}<br />
I nærværelse af denne mægtige og fornemme forsamling virkede reformatoren, som var<br />
født under beskedne kår, frygtsom og forlegen. Flere af fyrsterne, der havde bemærket hans<br />
sindsbevægelse, gik hen til ham, og en af dem hviskede: „Frygt ikke dem, der dræber<br />
legemet, men ikke kan dræbe sjælen.“ En anden sagde: „Når I bliver ført for landshøvdinger<br />
og konger for min skyld, skal det ved jeres Faders ånd gives jer, hvad I skal sige.“ Verdens<br />
store mænd brugte således Kristi ord for at styrke hans tjener i prøvelsens time. {MBF<br />
125.1}<br />
Luther blev ført hen foran kejserens trone. En dyb tavshed sænkede sig over den store<br />
forsamling. Så rejste en kejserlig embedsmand sig, pegede på en samling af Luthers skrifter<br />
og bad reformatoren besvare to spørgsmål — om han erkendte, at de var hans, og om han<br />
ville tilbagekalde de meninger, han havde fremsat i dem. Da bøgernes titler var blevet<br />
oplæst, svarede Luther, at med hensyn til det første spørgsmål erkendte han, at bøgerne var<br />
94
Change language