Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
iver og fromhed. Deres modstand mod pavedømmet skyldtes, at de kendte „den hellige<br />
stols“ vildfarelser. Og netop dette gav deres vidnesbyrd større kraft. {MBF 201.4}<br />
„Nu vil jeg gerne s<strong>till</strong>e et underligt spørgsmål,“ sagde Latimer. „Hvem er den flittigste<br />
biskop og prælat i hele England? … Jeg ser, I lytter og spidser øre, at jeg skal sige jer hans<br />
navn. … Jeg skal sige jer det, det er Djævelen! … Han er aldrig borte fra sit bispedømme,<br />
… kald på ham, når I vil, han er altid hjemme. … Han har altid hånden på ploven. … Jeg<br />
garanterer jer, I finder ham aldrig uvirksom. Hvor Djævelen bor, … dér hedder det: bort<br />
med bøgerne og frem med kerterne, bort med biblerne og frem med rosenkransen; bort med<br />
evangeliets lys og frem med de tændte lys, selv ved højlys dag! … Ned med Kristi kors og<br />
frem med skærsildens lommetyv. … Ikke noget med at klæde de nøgne, de fattige og<br />
hjælpeløse, men pynte helgenbilleder og stok og sten med rige og strålende klæder. Frem<br />
med menneskers overleveringer og love, ned med Guds overleverings allerhelligste ord. O,<br />
om vore prælater var lige så flittige til at så den gode læres sæd, som Satan er til at så klinte<br />
og giftigt rajgræs!“6 {MBF 201.5}<br />
Det store princip, disse reformatorer hævdede — det samme, som var blevet hævdet af<br />
valdenserne, Wicliff, Johan Huss, Luther, Zwingli og deres tilhængere — var Bibelens<br />
ufejlbarlige myndighed som rettesnor for tro og praksis. De benægtede, at paver,<br />
kirkemøder, kirkefædre og konger havde ret til at herske over samvittigheden i religiøse<br />
spørgsmål. Bibelen var den højeste myndighed, og ud fra den bedømte de alle læresætninger<br />
og påstande. Troen på Gud og hans ord holdt disse fromme mænd oppe, når de ofrede deres<br />
liv på bålet. Da flammerne slog op om Latimer, råbte han til sin lidelsesfælle: „Vær ved<br />
godt mod! Ved Guds nåde skal vi i dag tænde et sådant lys i England, at det aldrig nogen<br />
sinde skal slukkes.“7 {MBF 202.1}<br />
I Skotland var den sandhedens sæd, som var sået af Columba og hans medarbejdere,<br />
aldrig helt blevet udryddet. Århundreder efter at Englands kirker havde bøjet sig for Rom,<br />
havde skotterne bevaret deres frihed. Men i det tolvte århundrede fik pavekirken også<br />
magten i Skotland, og i intet andet land havde den et mere uindskrænket herredømme. Intet<br />
sted var mørket tættere. Dog trængte lysstråler gennem mørket med løfter for kommende<br />
tider. Lollarderne kom fra England med Bibelen og Wicliffs lære og gjorde meget for at<br />
bevare kendskabet til Bibelen, og hvert århundrede havde sine vidner og martyrer. {MBF<br />
202.2}<br />
Samtidig med den store reformations begyndelse udkom Luthers skrifter og derpå<br />
Tyndales engelske Nye Testamente. Uden at præsterne opdagede det, vandrede disse<br />
sendebud i stilhed over bjerg og dal og tændte nyt liv i sandhedens fakkel, som var nær ved<br />
at slukkes, så den igen kom til at lyse op i Skotland og gøre ende på den undertrykkelse,<br />
Rom havde udøvet i fire hundrede år. {MBF 202.3}<br />
155
Change language