Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

selv om man skulle komme til det resultat, at
der er anledning til at opretholde visse forskelle
under hensyn til persongruppernes beskaffenhed,
kan det ikke antages, at der for
nogen gruppes vedkommende - for så vidt
en frihedsberøvelse er påkrævet - er indiceret
et sæt af behandlingsregler, der ikke kan
rummes indenfor begrebet »fængselsstraf«.
Det afgørende spørgsmål må derfor blive,
om arbejdshusets klientel efter sin beskaffenhed
og behovet for frihedsberøvelse og
behandling er karakteriseret af sådanne særlige
træk, at der er brug for at opretholde en
sanktion, som er undergivet særlige tidsmæssige
rammer for frihedsberøvelsen.
Adgangen til at dømme de i § 62 omhandlede
personer til arbejdshus har i de fleste
tilfælde den virkning, at der dels sættes et
højere maksimum for frihedsberøvelsens varighed,
dels faktisk indtræder en frihedsberøvelse
af længere varighed, end tilfældet
ville have været, såfremt der var udmålt
straf for de pådømte forhold. De betænkeligheder,
som dette giver anledning til, har
været betydelig større under en ældre praksis,
hvor der var flere domme til arbejdshus,
og de gennemsnitlige opholdstider var længere,
men de er fortsat til stede.
1 forbindelse med disse betænkeligheder
står den kritik, som kan rettes mod anvendelsen
af den tidsubestemte retsfølge, som
på dette område er udformet således, at det
samlede opholds varighed bestemmes af en
administrativ myndighed, fængselsnævnet,
inden for et maksimum af 4 eller 5 år.
De problemer, der her foreligger, er i betydeligt
omfang de samme som med hensyn
til brugen af forvaring i medfør af strfl. §
70, se herom ovenfor i kap. V. Den omstændighed,
at arbejdshus normalt fuldbyrdes
under frie anstaltsforhold, forvaring derimod
i lukket anstalt, kan ikke have væsentlig
betydning, når spørgsmålet drejer sig om
forsvarligheden af tidsubestemt anbringelse.
Nogen stor vægt kan man heller ikke lægge
på det forhold, at varigheden af ophold i arbejdshus
er begrænset af et absolut maksimum,
når dette er sat så højt som 4 eller 5 år.
Om arbejdshus, i modsætning til forvaring,
gælder der den regel, at spørgsmålet
om løsladelse obligatorisk skal prøves ved 1
års terminerne, men dels sætter denne obligatoriske
prøvelse først ind efter 2 års forløb,
dels giver selve reglen om prøvelse
103
ingen sikkerhed med hensyn til den faktiske
begrænsning af opholdstiden, der kan blive
resultatet heraf. Straffelovrådets materiale
vedrørende praksis i de senere år tillader
ikke nogen umiddelbar sammenligning af
opholdstiderne i forvaring og arbejdshus,
men det er sandsynligt, at opholdstiderne i
arbejdshus før første prøveløsladelse er længere
end opholdstiderne for det forvaringsklientel,
med hvilket de arbejdshusdømte
nærmest må sammenlignes. Det må også tages
i betragtning, at den kriminalitet, for hvilken
der afsiges dom til arbejdshus, gennemgående
er mindre grov og ville føre til udmåling
af kortere tidsbestemte straffe, end når
det gælder personer dømt til forvaring. Det
kan formentlig fastslås, at anvendelsen af arbejdshus
i væsentlig højere grad end forvaring
har et »asylerende« formål og bevirker
en forlænget frihedsberøvelse, som næppe
modsvares af nogen udpræget resocialiserende
effekt.
Straffelovrådet har anmodet retslægerådet
om at udtale sig om, hvorledes man fra lægeligt
synspunkt bedømmer arbejdshusets klientel,
og hvorvidt der er grund til at regne
med et behov for opretholdelse af arbejdshus
som en selvstændig retsfølge. Man har endvidere
spurgt, om der over for arbejdshusets
klientel og eventuelt beslægtede grupper
kunne være fordele forbundet med at udvikle
en reaktionsform, som adskiller sig fra
brugen af tidsbestemte frihedsstraffe.
I retslægerådets udtalelse (ad VII pkt.
10) beskrives arbejdshusets klientel i korthed
således:
»Psykiatrisk set lader de i arbejdshuset indsatte
sig karakterisere som holdningsløse, ustadige og
vege af karakterer, for en dels vedkommende tillige
mindre godt begavede. De mangler social opdrift,
er ofte udgået fra befolkningens økonomisk
dårligst stillede grupper, eller de er før eller senere
havnet i disse grupper på grund af deres manglende
evne til at føre en ordnet social tilværelse
med regelmæssigt arbejde. En væsentlig medvirkende
faktor til deres sociale deroute er i så godt
som alle tilfælde et tidligt indsættende vanemæssigt
drikkeri.«
Spørgsmålet om, hvorvidt der er behov
for at opretholde arbejdshus, hænger fra et
lægeligt-psykiatrisk synspunkt nøje sammen
med den fremtidige behandling af kriminelle
alkoholskadede. Retslægerådets bemærkninger
herom har sammenhæng med rådets svar
på straffelovrådets spørgsmål om behandlingen
af alkoholister (retslægerådets skrivelse