Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

gælder imidlertid efter 31:3, sidste pkt., den
særlige bestemmelse, at hvis handlingen ikke
er begået under indflydelse af sindssygdom,
åndssvaghed eller tilstande ligestillet med
sindssygdom, kan dom til de nævnte former
for institutionsbehandling kun afsiges, »såframt
särskilda skäl äro därtill«. Om dom til
»öppen psykiatrisk vård« henvises til brottsbalken
31:4, hvis kriterium er »behov av
psykiatrisk vård eller tillsyn«, se herom
ovenfor kap. 11,4.
Efter straffelovrådets opfattelse bør man
opretholde de nugældende regler i § 71,
efter hvilke retten ikke blot har adgang til at
vælge mellem idømmelse af straf og strafbortfald,
men også kan træffe bestemmelse
om anvendelse af særlige foranstaltninger.
Såfremt der alene forelå et valg mellem straf
og strafbortfald, ville resultatet formentlig i
en del tilfælde blive, at der - hvadenten
straf blev idømt eller ej - ville savnes mulig-
12,
89
hed for at iværksætte en også ud fra strafferetlige
synspunkter stærkt indiceret behandling
af den domfældte. Det kan ikke antages,
at reglerne i sindssygeloven ville give tilstrækkeligt
grundlag for retlige indgreb, og
man kommer i disse tilfælde næppe heller til
en tilfredsstillende løsning gennem regler
om, at fængselsvæsenet kan anbringe domfældte
i en institution udenfor kriminalforsorgen
(se herom kap. XII).
Med henblik på tilfælde, hvor retten både
idømmer straf og træffer bestemmelse om
anbringelse i statshospital o. 1., foreslår
straffelovrådet, at varigheden af frihedsberøvende
foranstaltninger medregnes i straffetiden,
se herom lovudkastets § 70, stk. 3.
Straffelovrådet foreslår ingen ændringer i
bestemmelsen i rpl. § 1001, stk. 1, om udsættelse
af straf fuldbyrdelsen bl. a. i tilfælde,
hvor der indtræder sygdomstilstande
efter dommens afsigelse.