Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

es med, at svensk strafferet ikke har haft en
ordning med hensyn til reaktionspraksis
over for psykopatiske lovovertrædere svarende
til forvaring og særfængsel. Den vidtgående
svenske praksis med hensyn til henforelse
af psykopati under tilstande, der
anses for »jämställd med sinnessjukdom«,
synes at have medført praktiske ulemper og
har flere gange givet anledning til kritik.
Problemet er for tiden genstand for overvejelse
i en i 1971 nedsat komité, der skal afgive
betænkning om »påföljder för psykiskt
avvikande lagöverträdare m.m.«. I direktiverne
for denne komités arbejde har justitiedepartementet
bl. a. peget på sammenhængen
mellem de strafferetlige bestemmelser
om psykisk afvigende særgrupper og organisationen
af det retspsykiatriske undersøgelsesvæsen.
Det fremhæves, at det gennem
lang tid har voldt vanskeligheder at få mentalundersøgelser
gennemført i det omfang,
som de strafferetlige regler forudsætter. Følgen
heraf har bl. a. været en væsentlig forsinkelse
af straffesagernes behandling. En
arbejdsgruppe under socialstyrelsen har i
1971 afgivet en foreløbig udtalelse om de
retspsykiatriske undersøgelser og har bl. a.
henstillet, at der overvejes en ny almindelig
revision af reglerne om psykisk afvigende
lovovertrædere, herunder bestemmelsen om
»jämställdhetsfall«. Det er disse overvejelser,
der er indledt med nedsættelsen af komiteen
af 1971. 1 direktiverne for komiteen anføres,
at en bestemmelse som kap. 33 § 2 om
udelukkelse af frihedsstraf og visse andre
retsfølger bidrager til at øge den retspsykiatriske
arbejdsbyrde forud for sagernes afgørelse
ved domstolene. Det må derfor overvejes,
om ikke domstolene bør stilles friere i
deres sanktionsvalg, eventuelt med den konsekvens,
at flere lovovertrædere idømmes
straf og om fornødent undergives psykiatrisk
behandling på fuldbyrdelsesstadiet. En
sådan ændring kunne tænkes at bevirke en
hensigtsmæssig koncentration af de retspsykiatriske
ressourcer på fuldbyrdelsesstadiet.
Med henblik på tilfælde, hvor de psykiske
afvigelser viser sig meget udtalte, kunne der
samtidig overvejes regler om efterfølgende
ændring af retsfølgens indhold. Om ulemperne
ved udtrykket »jämställd med sinnessjukdom«
hedder det i direktiverne:
»Meningarna om hur jämställdhetsfallen skall
avgränsas är i hög grad delade. Bortsett från den
30
oklarhet som ligger i själva uttrycket »jämställd
med« sinnessjukdom är kriterierna för när sådan
jämställdhet skall anses föreligga mycket oskarpa.
Utrymmet för den undersökande läkarens egen
uppfattning blir därigenom stort. Det är nästan
oundvikligt att olika läkare bedömer likartade fall
på skilda sätt. Detta är självfallet int tillfredsställande,
eftersom skiljaktigheter i bedömningen kan
få avgörende betydelse för den fortsatte behandlingen
af de tiltalade i de enskilda fallen
Det har också i debatten hävdats att en person,
som har bedömts som jämställdhetsfall och på
grund av domstols beslut tas in på sjukhus för
sluten psykiatrisk vård, i många fall int kan få
någon behandling där av meningsfull art. Sådana
personer vållar enligt denna uppfattning ofta oro
och störningar på sjukhuset och skapar andra problem
vid vården av övriga intagna«.
Vedrørende kritikken mod den svenske
bestemmelse om »jämställdhet« kan også
henvises til Karl-Erik Törnqvist i NTfK
1972, s. 55 ff.
(c) Efter den norske straffelovs § 44 er
en lovovertræder straffri, hvis han på gerningstiden
var »sinnssyk« eller »bevisstløs«.
Udtrykket »sinnssyk« omfatter her både psykoser
og åndssvaghed i høj grad, jfr. nedenfor
kap. III, 1. Udtrykket »bevisstløs« omfatter
både komatiske tilstande, hvor evnen til
bevægelse og sansning er ophørt, og såkaldt
»relativ bevisstløshet«, som karakteriseres
ved, at bevægelsesapparatet er i orden, men
den pågældende praktisk talt ikke registrerer
påvirkninger fra omverdenen og handler
uden modforestillinger. Det er de relative bevidstløshedstilstande,
der har størst strafferetlig
interesse; ved absolut bevidstløshed
kan der næsten kun blive tale om undladelsesforbrydelser.
Som eksempler på relative
bevidstløshedstilstande nævnes hypnotiske
tilstande, feberdelirier, epileptiske tågetilstande
og patologisk rus. Se til det anførte
Andenæs, Strafferett s. 261 og Langfeldt,
Rettspsykiatri, 2. udg., 1959, s. 115 ff. Hvad
specielt angår den patologiske rus, skal bemærkes,
at den kun er omfattet af § 44, hvis
den er uforskyldt. Bevidstløshed, som er en
følge af selvforskyldt rus, omfattes af undtagelsesreglen
i norsk strfl. § 45 og medfører
strafansvar, jfr. nedenfor kap. III, 1.
Af det anførte fremgår, at udtrykket »bevisstløshet«
i norsk strfl. § 44 til dels omfatter
de samme tilstande som udtrykket »tilstande
ligestillet med sindssygdom« i den
danske strfl. og det tilsvarende udtryk i den
svenske bestemmelse. Under drøftelserne i