Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

70, som lader hensynet til retssikkerheden
være afgørende for valget af retsfølger.
Afværgelse af fare gennem indespærring i
anstalt er imidlertid ikke forvaringens eneste
formål. Lige fra begyndelsen har det været
meningen, at der tillige skulle være tale om
en behandling. Både om forvaring og om
psykopatfængsel har man tænkt sig, at disse
afvigelser fra almindelig straf skulle være
kendetegnet ved en særlig psykoterapeutisk
behandling. I en betænkning fra 1931 angående
indretning i henhold til straffelovens
§§17, stk. 2, og 70 af særanstalter for psykopater
blev det således foreslået, at forvaringen
fik en psykiater som leder. Det var på
den anden side ikke tanken, at behandlingen
skulle være rent hospitalsmæssig i andre tilfælde,
end hvor den interneredes legemlige
og åndelige tilstand kræver det. I den anordning,
der gælder for forvaringen, jfr. anordning
nr. 680 af 18. december 1940, hedder
det i §2:
»Anstaltens formål er at sikre samfundet mod
de farer for retssikkerheden, som de personer, der
forvares i anstalten, på fri fod ville frembyde, og
indenfor de derved dragne grænser underkaste
dem en efter deres sjælelige særart afpasset behandling,
således at de bliver egnede til at vende
tilbage til det frie liv. Under forvaringen, der
ikke er straf, men en sikkerhedsforanstaltning, bør
det tilstræbes at afpasse behandlingen efter de forvaredes
individualitet.«
Både fra domstolenes og fra retslægerådets
side har man støttet denne opfattelse af
forvaringen. Straffeloven og domstolene anvender
den tidsubestemte retsfølge af hensyn
til samfundets sikkerhed, d. v. s. for at hindre
ny kriminalitet gennem længere tid, dels
under selve frihedsberøvelsen, dels efter udskrivning,
når en tidligere kriminalitet er
kommet på afstand. Behandlingens opgave
er at udnytte denne frihedsberøvelse for at
øge udsigten til en heldig ændring af det hidtidige
forløb.
Straffelovrådet har fundet det ufornødent
som led i den følgende fremstilling at give en
nærmere beskrivelse af behandlingen i forvaringsanstalter
og særfængsler. Der kan
herom henvises til de redegørelser, som er
afgivet til straffelovrådet af overlægerne
G. K. Stump og Jan Sachs og deres medarbejdere,
og som er gengivet i bilag 7 og 8 til
denne betænkning. Overlægerne har også i
mange trykte fremstillinger gjort rede for det
karaktermæssigt afvigende klientel i anstal-
59
terne og for behandlingsarbejdet; man fremhæver
særlig G. K. Stiirups bog »Treating
the »Unbeatable««, 1968.
2. Retspraksis.
(a) Spørgsmålet om, i hvilket omfang de
særlige anstalter for psykopater, der blev
indført ved 1930-straffeloven, ville blive anvendt
af domstolene, var uafklaret under lovens
forberedelse. Spørgsmålet blev overvejet
af det udvalg, som justitsministeriet i
1930 nedsatte til at overveje indretningen af
de nævnte særlige anstalter. Udvalget gav i
sin betænkning fra 1931 udtryk for, at det
efter den ny straffelovs ikrafttræden ligesom
før dette tidspunkt ville være hovedreglen, at
psykopaterne af domstolene ville blive idømt
almindelig straf, medens anvendelsen af de
særlige foranstaltninger kun ville blive anvendt,
når det var specielt indiceret. Udvalget
skønnede, at belægget i særfængsel ville
blive ca. 100 og i forvaring ca. 80.
Af hensyn til at sikre, at de særlige retsmidler
over for psykisk afvigende lovovertrædere
blev anvendt og netop anvendt over
for de grupper af lovovertrædere, for hvilke
de var bestemt, udsendte rigsadvokaten den
7. december 1932 et cirkulære (nr. 260) angående
særbehandling af visse lovovertrædere,
hvorved han gav anklagemyndigheden
nærmere retningslinier om den fremgangsmåde,
der skulle følges i sager angående
bl. a. abnorme lovovertrædere. Efter cirkulærets
pkt. I B 4 c bør dom om anvendelse
af den særlige forvaring, der er hjemlet i §
70, for psykopaters vedkommende finde sted
under følgende forudsætninger: 1) at den
pågældende er erkendt som psykopat, 2) at
han anses for uegnet til påvirkning gennem
straf, samt 3) at der under hensyn dels til de
begåede forbrydelsers art og omfang, dels til
de tilstedeværende psykopatiske anlægs beskaffenhed
og grad, må antages at foreligge
nærliggende fare for betydeligere krænkelser
af retssikkerheden.
Efter cirkulærets pkt. I B 4 b er særfængslets
anvendelse knyttet til følgende forudsætninger:
1) at den pågældende er erkendt
som psykopat, 2) at han må anses egnet til
påvirkning gennem straf, 3) at det efter
arten og omfanget af den pågældendes psykopati
må anses utilrådeligt at søge ham påvirket
gennem almindelig straf, hvorimod