Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

1. Straffelovens § 17.
(a) Bestemmelsen i straffelovens § 17,
st k. 1, har følgende ordlyd:
»Befandt gerningsmanden sig ved den strafbare
handlings foretagelse i en ved mangelfuld udvikling,
svækkelse eller forstyrrelse af sjælsevnerne,
herunder seksuel abnormitet, betinget varigere tilstand,
der dog ikke er af den i § 16 angivne beskaffenhed,
afgør retten efter indhentet lægeerklæring
og samtlige i øvrigt foreliggende omstændigheder,
om han kan anses egnet til påvirkning gennem
straf«.
Bestemmelsens forhistorie og placering i
sanktionssystemet er omtalt ovenfor i kap. I,
c. Det er fremhævet, at man ved et meget
bredt formuleret lægeligt kriterium har ønsket
at sammenfatte en række psykisk afvigende
tilstande, som ikke bevirker straffrihed
efter § 16, og at valget mellem straf og
særforanstaltning i alle tilfælde har skullet
bero på, om tiltalte kan »anses egnet til påvirkning
gennem straf«.
1 kap. IV og V er der gjort rede for problemerne
vedrørende de to persongrupper,
på hvilke § 17, stk. 1, først og fremmest har
fundet anvendelse: de lettere åndssvage lovovertrædere
og personer, som frembyder
karaktermæssige afvigelser (psykopater).
Om begge disse grupper gælder, at valget
mellem straf og særforanstaltninger efter
straffelovrådets opfattelse lovteknisk bør
løses på anden måde end gennem en bestemmelse
som den, der findes i § 17. Det skyldes
ikke blot, at man nødvendigvis må
komme bort fra kriteriet »egnet til påvirkning
gennem straf«, men navnlig at de to
persongrupper frembyder så forskelligartede
problemer, at de bør holdes adskilt i loven.
Rådets forslag går i korthed ud på følgende:
Åndssvaghed i lettere grad henføres under
en fakultativ regel om straffrihed, som knyttes
til § 16, i lighed med hvad der foreslås
Kapitel VI.
Andre tilstande.
med hensyn til visse andre tilstande, som - i
modsætning til sindssygdom og åndssvaghed
i højere grad - ikke bør undergives en obligatorisk
regel om straffrihed, herunder tilstande
ligestillet med sindssygdom. Herved
opnås, at en række tilstande, der naturligt
hører sammen, behandles i sammenhæng,
idet der samtidig gøres en sondring mellem
obligatorisk og fakultativ straffrihed. Herom
henvises til kap. II og IV samt lovudkastets
§§ 16 og 17.
Med hensyn til karakterafvigelser bemærkes,
at den nuværende adgang til at idømme
anbringelse i forvaringsanstalt efter § 70, jfr.
§ 17, efter rådets forslag vil blive ophævet,
ligesom særfængsel foreslås ophævet som en
selvstændig retsfølge. I lovudkastets § 67
stilles forslag om en særlig retsfølge med betegnelsen
forvaring. Betingelserne for dom
til forvaring efter denne bestemmelse er frigjort
fra den nuværende formulering af §
17, stk. 1. Der henvises om dette spørgsmål
til kapitel V.
Der rejser sig herefter det spørgsmål, om
der er anledning til af hensyn til andre persongrupper
end de nævnte at opretholde en
bestemmelse, som mere eller mindre svarer
til § 17, stk. 1, og som åbner mulighed for
særlige sanktionsvalg.
(b) I retslægerådets udtalelse til straf felovrådet
hedder det om anvendelsen af § 17,
stk. 1:
»Som svar på spørgsmålet om, hvilke psykiske
insufficienstilstande der foruden karakterafvigelser
og intelligensdefekter efter RR.s mening bør henføres
under § 17, skal R. nævne visse alkoholister
og visse medicin- og stofmisbrugere samt personer
med seksuelle abnormiteter. Hertil kommer sværere
neurotiske tilstande og længerevarende affektspændingstilstande
samt aldersbetingede psykiske
svækkelsestilstande, der ikke har karakter af sindssygeligt
sløvsind. Sjældnere forekommende og af
mindre betydning er sjælelige insufficienstilstande