Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

1. Baggrunden for de gældende regler.
Ungdomsfængsel som en særlig sanktionsform
over for unge lovovertrædere blev indført
med den gældende straffelov.
Den gamle straffelov af 1866 gav kun i
meget begrænset omfang mulighed for hensyntagen
til ung alder ved fastsættelsen af
den strafferetlige reaktion. Vigtige ændringer
blev gennemført ved straffelovstillægget
af 1905 (midlertidig lov nr. 129 af 1. april
1905, senere afløst af midlertidig lov nr. 63
af 1. april 1911), som fastsatte den kriminelle
lavalder til 14 år og gav regler om tiltalefrafald
over for personer under 18 år og
om betingede domme. Samtidig blev der ved
lov nr. 72 af 14. april 1905 om behandling
af forbryderiske og forsømte børn og unge
personer givet regler om værgerådsinstitutionen
og om forsorgsmæssige foranstaltninger
over for børn og unge, se herom Tyge Haarløv,
Administrative opdragelsessanktioner
(1952) s. 101 ff. På dette grundlag udvikledes
den praksis, at straffesager mod personer
under 18 år næsten altid blev afgjort
med tiltalefrafald, og at der i den forbindelse
blev truffet beslutning ved værgerådet om
»tvangsopdragelse«, hvor der var behov
derfor.
For så vidt angår personer over 18 år,
skete der ikke på dette stadium af udviklingen
nogen ændring, men tanken om særlige
strafformer over for unge - navnlig om en
videreførelse af tvangsopdragelsens princip
- meldte sig, da arbejdet med en almindelig
straffelovsreform blev indledt i de følgende
år. De to første udkast (U I og II) begrænsede
sig dog i det væsentlige til at foreslå
visse straffe af såkaldt »arbejdsfængsel«
fuldbyrdet i særlig anstalt eller anstaltsafdeling,
når det drejede sig om unge lovovertrædere.
Der var endnu tale om tidsbestemte
Kapitel XL
Ungdomsfængsel.
straffe, men Torp foreslog, at prøveløsladelse
skulle kunne ske efter halvdelen af
straffetiden, dog mindst 6 måneder, og at en
særlig fængselsret på den anden side skulle
kunne forlænge den idømte straf med indtil
det halve, dog ikke mere end 1 år ad gangen
og ikke ud over det fyldte 30. år; se U II §
43, jfr. § 32. Torp benyttede i sine bemærkninger
- men ikke i lovudkastet - betegnelsen
»ungdomsfængsel« om denne særlige
form for arbejdsfængsel.
De senere vedtagne regler om ungdomsfængsel
blev i deres væsentlige træk fastlagt
ved det tredie straffelovsudkast, se U III §§
43-44. Man fremhævede, at reglerne var udformet
som et forsøg på at overføre det engelske
»ßorstal-system«, der var indført i
1908, til danske forhold. Ungdomsfængsel
skulle kunne anvendes i stedet for almindelig
fængselsstraf over for personer mellem 16
og 21 år (den kriminelle lavalder var efter U
III 14 år), og straffen var beregnet for »begyndende
professions- og vaneforbrydere«,
som endnu kunne antages at være modtagelige
for en gavnlig påvirkning gennem opdragende
og uddannende foranstaltninger, se
mot. sp. 122 ff. Varigheden af ophold i ungdomsfængsel
skulle være mindst 1 og højst 3
år; efter genindsættelse kunne der ske forlængelse
af maksimumtiden med højst 1 år,
altså indtil 4 år.
Blandt de ændringer, som fremkom ved
de følgende regeringsforslag og behandlingen
på rigsdagen, skal blot fremhæves, at aldersgrænserne
blev fastsat til 15-21 år i forbindelse
med valget af 15 år som kriminel
lavalder, og at den i U III foreslåede fængselsret
blev erstattet af fængselsnævnet.
Reglerne om ungdomsfængsel er senere
undergået en række ændringer ved lovene
nr. 120 af 17. maj 1956, nr. 163 af 31. maj