Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

dets erklæring af 24. august 1972 - anførte
synspunkter med hensyn til den tidsubestemte
anbringelses positive sider som svagt
underbyggede og uden vægt over for det, der
anføres i modsat retning. Specielt må det
fremhæves, at der utvivlsomt har været så
væsentlige svagheder ved det behandlingsapparat,
der har stået til anstalternes rådighed,
at disse meget muligt ville kunne opnå bedre
resultater under mere gunstige arbejdsvilkår.
Men de mulige fordele ved den tidsubestemte
anstaltsbehandling må afvejes over for
de vægtige grunde, som taler for at undgå
den tidsubestemte anbringelse på et område
som dette, ikke blot betænkelighederne ved
den psykologiske belastning - tidsubestemthedens
pres - som man herved påfører en
mindre del af de psykopatiske berigelsesforbrydere,
men også de betænkeligheder, der
følger af overvejelser over, hvad der må anses
for væsentlige faktorer til sikring af lovovertrædernes
retsbeskyttelse. Som tidligere
omtalt må man herved bl. a. tage i betragtning,
at der kun foreligger en risiko for
krænkelse af økonomiske goder. Med henblik
på domstolenes virksomhed vil den af
straffelovrådet foreslåede ændring bevirke,
at man undgår de nuværende vanskeligheder
med hensyn til afgrænsningen af området
for tidsubestemt anbringelse.
Til det anførte skal blot føjes, at der efter
straffelovrådets opfattelse ikke bør ske
nogen svækkelse af bestræbelserne for at
fastholde og udbygge en psykiatrisk orienteret
behandling af de karakterafvigende berigelsesforbrydere,
navnlig med hensyn til tilfælde,
hvor gentagne afsoninger i almindeligt
fængsel indicerer, at den karaktermæssige
afvigelse og eventuelt andre psykiske
komplikationer gør den pågældende utilgængelig
for sædvanlig socialt orienteret anstaltsbehandling.
(c) Berigelsesforbryderne udgør den største
del af klientellet i forvaring, omkring to
trediedele af de indsatte. Den sidste trediedel
udgøres af personer dømt for legemsangreb,
seksualforbrydelser og brandstiftelse.
En række eksempler fra nyere retspraksis på
dom til forvaring i anledning af forbrydelser
som de her nævnte er anført i bilag 9 til betænkningen.
Der henvises endvidere til oplysningerne
i det foregående om undersøgelserne
vedrørende personer indsat første gang
76
i forvaring i årene 1967-69 og personer hensiddende
i forvaring pr. 5. august 1970. Opgørelserne
viste, at de pågældende kategorier
udgjorde følgende procentdele af samtlige
personer dømt første gang til forvaring (og,
i parentes, af forvaringens belæg i august
1970):
Voldskriminalitet .
Brandstiftelse ....
Seksualkriminalitet
15,4 pct. (13,2 pct.)
4,6 - ( 7,3 - )
10,7 - (13,8 - )
I alt 30,7 pct. (34,3 pct.)
De her omtalte grupper har, når de tages
under eet, gennemsnitlig længere forvaringstider
end de berigelseskriminelle. Som det er
omtalt ovenfor under V, 5 var der endog tale
om en forlængelse af opholdstiderne fra
1959 til 1969, nemlig for personer indsat i
henhold til dom fra 3 år 2 måneder til 4 år
og med hensyn til personer genindsat ved
kendelse fra 1 år 5 måneder til 2 år. lait
drejede det sig i 1969 om 22 prøveudskrevne,
af hvilke kun 6, alle dømt for de
mindst grove af de nævnte forbrydelser, blev
udskrevet efter kortere tid end 3 år 6 måneder.
I relation til spørgsmålet om, hvorvidt
dom til tidsubestemt anbringelse i forvaring
fortsat bør kunne anvendes, kan de her omtalte
gerningstyper ikke uden videre behandles
under eet. Det må først fremhæves, at
kriteriet for anvendelse af forvaring principielt
må søges i arten af den fare, som lovovertræderen
frembyder, ikke i arten af den
forbrydelse, for hvilken han er dømt. For det
andet kan man, når der spørges om berettigelsen
af at anvende tidsubestemt forvaring,
ikke under videre ligestille f. eks. fare
for drab, fare for brandstiftelse og fare for
uterlighed overfor børn.
Efter straffelovens opfattelse bør der
være mulighed for at anvende forvaring på
ubestemt tid som middel til at forebygge fysisk
aggression eller (anden) krænkelse af
individets integritet. Når det drejer sig om
alvorlig fare som her nævnt, kan man ikke
regne med, at sædvanlig strafudmåling for
den pådømte kriminalitet vil udgøre et tilstrækkeligt
eller hensigtsmæssigt grundlag
for en reaktion med forebyggende sigte.
Vold, trusler eller uterlighed, som ikke i sig
selv ville føre til udmåling af en langvarig
fængselsstraf, kan i forbindelse med oplysninger
om gerningsmandens øvrige adfærd