Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

nalstatistikken gives en oversigt over de straffetider,
der er anvendt i årene 1959-70 i sa-
Af samtlige straffe har de korteste straffetider
(højst 6 måneder) udgjort mellem V\
og Vs, de længste (over 2 år) mellem x /i og
Vi4 bortset fra årene 1959 og 1960. Det store
flertal af idømte straffe ligger mellem disse
yderpunkter og har en sådan længde, at den
maksimale varighed af opholdet i særfængsel
bliver mellem 5 og 16 måneder, når der
regnes med normal prøveløsladelse efter 2 /i
af straffetiden. Disse opholdstider bliver dog
i praksis væsentlig kortere på grund af varetægtsfængsling,
mentalundersøgelse og ventetid
før overflytning til særfængsel. Dette
forhold er flere gange fremhævet i forbindelse
med diskussionen om anvendelse af
særfængsel. Den seneste opgørelse er foretaget
af Torben Hvam og angår de første 60
personer modtaget i særfængsels-afdelingen i
Herstedvester efter dens oprettelse i 1967.
Der er dog her set bort fra 25 recidivister,
som tidligere havde været indsat i særfængslet
i Horsens; omvendt er der medtaget 4
personer, som ikke er dømt til særfængsel
(to overflyttet fra statsfængsel, en overflyttet
fra ungdomsfængsel og en indsat til afsoning
af reststraf fra statsfængsel). Opgørelsen
viser, at medianen med hensyn til de
idømte straffe lå på 1 Vi år, og at de faktiske
opholdstider fordelte sig således (med et mediantal
på 1/2 år):
68
ger mod mandlige lovovertrædere domt til
særfængsel:
Under 1 md 1
l-(3)mdr 11
3-(6) mdr 16
6-(12)mdr 13
l-(li/4)år 7
11/4-2 år 9
Over 2 år 3
Om en senere periode, der ikke er omfattet
af denne opgørelse, oplyses det, at der
indtrådte en bevægelse i retning af længere
straffetider (september 1970-april 1971).
Vedrørende særfængslet i Horsens henvises
til H. A. Widmer i NTfK 1960 s. 153, Juristen
1962 s. 320 og 324 og s. st. 1963 s.
281, jfr. Waaben, Utilregnelighed og særbehandling
s. 84.
6. Den kriminologiske undersøgelse.
(a) På et tidligt stadium af straffelovrådets
drøftelser blev det besluttet, at der, forinden
rådet tog stilling til spørgsmålet om en
ændring af sanktionssystemet, såvidt muligt
burde tilvejebringes oplysninger, der kunne
belyse effektiviteten af tidsubestemte sanktioner
over for visse psykisk afvigende lovovertrædere,
sammenlignet med andre sanktioner.
Man var opmærksom på, at sådanne
oplysninger kun ville udgøre en del af det