Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

med hensyn til de pågældende persongruppers
psykiske afvigelser og farlighed, dels
med hensyn til behovet for anvendelse af
forvaring og behandling indenfor tidsbestemte
eller tidsubestemte rammer.
a) Hvorledes bedømmer retslægerådet den
behandlingsform, som er udviklet i forvaringsanstalterne
og særfængslerne i
Herstedvester og Horsens?
b) Hvilke positive og negative sider er der
efter retslægerådets opfattelse forbundet
med at anvende en form for tidsubestemt
anbringelse i stedet for tidsbestemt
straf med et normalt tidspunkt for prøveløsladelse
efter to trediedele af straffetiden?
Det bedes i den forbindelse oplyst,
om der er anledning til at sondre
mellem lovovertrædere, som frembyder
fare for liv og legeme etc., og lovovertrædere,
der fortrinsvis frembyder fare
for nye angreb på formuegoder.
c) Er der efter retslægerådets opfattelse mulighed
for at anstille velunderbyggede
skøn over, på hvilket tidspunkt udskrivning
er indiceret, behandlingsmæssigt og
i relation til farlighedssynspunkter?
VI. Sikkerhedsforvaring.
9. Sikkerhedsforvaring efter straffelovens
§ 65 er efter lovens forudsætning beregnet
for en gruppe af lovovertrædere, som efter
flere forstraffe fortsat frembyder en meget
betydelig recidivrisiko, men som ikke kan
henføres under de ovenfor omtalte regler om
særforanstaltninger over for psykisk afvigende
lovovertrædere. Retspraksis har udviklet
sig således, at der nu forekommer meget
få domme til sikkerhedsforvaring, hvilket
formentlig især hænger sammen med, at
forvaring i medfør af straffelovens § 70, jfr.
§ 17, normalt kommer i betragtning og må
foretrækkes i de tilfælde, hvor domstolene
ikke finder at kunne idømme en tidsbestemt
straf.
Er der efter retslægerådets opfattelse
grund til at regne med et behov for opretholdelse
af sikkerhedsforvaring som en
selvstændig retsfølge?
VII. Arbejdshus.
10. Den relativt tidsubestemte anbringelse
i arbejdshus efter straffelovens § 62 er i
170
alt væsentligt beregnet for personer, som
gentagne gange er faldet tilbage til ny kriminalitet
af ikke udpræget grov beskaffenhed,
og som på grund af denne recidivtilbøjelighed
i forbindelse med uordnet levevis og
spiritusmisbrug findes at burde undergives
en længerevarende frihedsberøvelse i stedet
for at afsone en række småstraffe. Ligesom
med hensyn til sikkerhedsforvaring er det en
forudsætning, at de pågældende ikke kan
henføres under de særlige regler om psykisk
afvigende lovovertrædere, men det må antages,
at arbejdshusets klientel - som gennem
årene er blevet en stadig mindre gruppe - i
et vist omfang er præget af psykiske afvigelser.
Det må overvejes, om dette klientel er
af en sådan beskaffenhed, at der er grund
til at opretholde en særlig reaktionsform
med de nugældende, i loven fastsatte rammer
for en relativt tidsubestemt anbringelse.
a) Hvorledes bedømmer man fra et lægeligt
synspunkt det klientel, som efter nuværende
praksis indstilles eller dømmes til
arbejdshus?
b) Er der efter retslægerådets opfattelse
grund til at regne med et behov for opretholdelse
af arbejdshus som en selvstændig
retsfølge?
c) Er klientellet i arbejdshus af en sådan
beskaffenhed, at der for dette og eventuelt
beslægtede grupper efter retslægerådets
opfattelse kunne være fordele forbundet
med at udvikle en reaktionsform,
som adskiller sig fra brugen af almindelige
tidsbestemte frihedsstraffe med eller
uden mulighed for prøveløsladelse?
VIII. Foranstaltninger over for alkoholister.
11. Efter straffelovens § 72, stk. 1, er der
adgang til i forbindelse med dom til frihedsstraf
for en straffelovsovertrædelse at meddele
domfældte et afholdspålæg, d.v.s. et
pålæg om, at han i et vist tidsrum, højst 5 år
fra straffens udståelse, ikke må nyde eller
købe spirituøse drikke. Overtrædelse af dette
pålæg kan straffes efter straffelovens
§ 138, stk. 2. Det må antages, at afholdspålæg
i medfør af § 72 nu anvendes i yderst
få tilfælde.
a) Finder retslægerådet anledning til at anbefale,
at reglerne om afholdspålæg i
§ 72 og § 138, stk. 2, opretholdes i deres