Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

(a) Det sanktionssystem, som blev gennemført
ved straffeloven af 1930, adskilte
sig på mange måder fra det, der var gældende
efter straffeloven af 1866 og tillægget
dertil af 1911. Det alt for komplicerede system
af frihedsstraffe blev stærkt forenklet;
der var nu kun to almindelige frihedsstraffe:
fængsel og hæfte. To særlige former for
fængsel, psykopatfængsel og ungdomsfængsel,
måtte, selvom der var tale om »straf«,
henregnes til den række af særforanstaltninger,
som nu blev indført. Disse nye retsfølger
var beregnede for særlige persongrupper,
som på grund af deres unge alder, psykiske
unormalitet, hyppige tilbagefald, spiritusmisbrug
etc. burde undergives sanktioner, der
efter deres indhold og varighed var specielt
egnede til at tjene et kriminalitetsforebyggende
formål. Alt i alt ville det dreje sig om
en relativt lille del af samtlige domfældte lovovertrædere,
men særgrupperne betragtedes
med rette som et større kriminalpolitisk problem,
end deres talmæssige størrelse gav udtryk
for.
Denne betænkning er i det væsentlige afgrænset
således, at den handler om de strafferetlige
særforanstaltninger. De enkelte
retsfølgers formål, udvikling og anvendelse
vil blive omtalt i de følgende afsnit. Det vil
være hensigtsmæssigt indledningsvis at give
en oversigt over de foranstaltninger og problemkredse,
som skal behandles. Hertil føjes
en kort sammenfatning af straffelovrådets
forslag vedrørende de enkelte punkter.
(b) Strfl. § 16 omfatter lovovertrædere,
der har handlet i en tilstand af sindssygdom,
en tilstand der må ligestilles dermed eller
åndssvaghed i højere grad, og som på grund
af en sådan tilstand findes at have været
»utilregnelige«. Disse personer er straffri.
Afgrænsningen af §16 er forskellig fra den,
Kapitel I.
Hovedproblemer og forslag.
der var gældende efter strfl. af 1866, og den
var resultatet af indgående overvejelser vedrørende
forskellige kriterier på straffrihed,
som kom i betragtning. Spørgsmålet var
navnlig, om straffrihed skulle knyttes direkte
til den kendsgerning, at en lovovertræder
har været sindssyg på gerningstiden,
eller der ved tilføjelse af et supplerende kriterium
skulle åbnes domstolene mulighed
for at statuere strafansvar uanset en sådan
tilstand. Straffelovrådet har genoptaget dette
spørgsmål til ny drøftelse, se herom kap. II.
Rådet har også taget stilling til, om det i §16
nævnte begreb »tilstande ligestillet med
sindssygdom« kan antages at have virket så
tilfredsstillende - uanset den principielle kritik,
som undertiden er rettet mod det fra lægelig
side - at det bør opretholdes.
Straffelovrådet foreslår, at der med hensyn
til sindssygdom og åndssvaghed i højere
grad indføres et rent psykiatrisk kriterium,
således at straffrihedsvirkningen knyttes direkte
til tilstedeværelsen af en af de nævnte
tilstande på gerningstiden. For så vidt angår
tilstande ligestillet med sindssygdom, foreslår
rådet, at kriteriet bevares i loven, men
at der med hensyn til disse tilstande fortsat
skal gælde en fakultativ regel om straffrihed,
således at domstolene har mulighed for
at statuere strafansvar, når særlige omstændigheder
taler derfor. Med hensyn til alle de
nævnte tilstande skal der efter forslaget
være adgang til at pålægge en bøde.
I forbindelse med reglerne om straffrihed
på grund af sindssygdom opstår der et særligt
spørgsmål om bedømmelsen af rustilstande,
navnlig såkaldt patologisk rus.
Herom findes en særregel i §18, der siger, at
beruselse ikke fritager for straf, medmindre
der er handlet uden bevidsthed. Der råder
en vis uklarhed med hensyn til indholdet af
denne bestemmelse og dens forhold til §16.