Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

nes klientel blevet udvidet. Ifølge straffeloven
tager ungdomsfængslerne sigte på unge
kriminelle mellem 15 og 21 år. Det har dog i
mange år været praksis at meddele de yngste
mellem 15 og 18 år tiltalefrafald mod inddragning
under børne- og ungdomsforsorg.
Imidlertid har ungdomsforsorgen ikke i de
senere år set sig i stand til at drage omsorg
for de unge kriminelle i samme omfang som
tidligere. Dette har medført, at 16- og 17årige
nu ikke sjældent dømmes til indsættelse
i ungdomsfængsel. Sådanne ganske
unge vil være uegnede til afsoning i almindeligt
fængsel og vil være ilde stillede, dersom
ungdomsfængslet afskaffes.
Ad stk. 14 (b).
Som det fremgår af ovenstående udgøres
ungdomsfængselsklientellet af en persongruppe,
som ikke blot befinder sig i en særlig
vanskelig og for det senere livsløb betydningsfuld
alder, men som tillige i psykisk
henseende er broget sammensat. Behandlingen
af denne persongruppe er en vanskelig
opgave, som nødvendiggør, at den får en udpræget
individuel karakter. Det gælder ikke
blot undervisning og oplæring, men også
psykiatrisk og psykologisk behandling af de
psykisk mere afvigende. Også behandlingstidens
længde bør kunne individualiseres, idet
det set fra et lægeligt synspunkt ikke er muligt
på forhånd at fastsætte denne, hvis der
skal være rimelig udsigt til at nå et positivt
resultat. Man kan i denne forbindelse pege
på de udtalt umodne, de i mere fremtrædende
grad psykisk afvigende og tilpasningsvanskelige
samt på sinkerne, som erfaringsmæssigt
kræver længere tids behandling end
de normalt begavede. Selvfølgelig må proportionalitetshensyn
sætte en grænse for tilbageholdelsens
varighed; men en vis fleksibilitet
angående løsladelsestidspunktet må anses
for hensigtsmæssig af hensyn til den indsattes
psykiske modning og stabilisering. Også
rent praktiske forhold af uddannelses- og anbringelsesmæssig
karakter indicerer, at løsladelsen
finder sted på det behandlingsmæssigt
mest gunstige tidspunkt.
Tidsubestemthedens pression over for den
indsattes medarbejdsvilje har gennem årene
været fremhævet fra forskellig side. Dersom
en i ungdomsfængsel indsat er vidende om,
at han bliver løsladt i løbet af få måneder,
188
hvordan han end forholder sig, må det i adskillige
tilfælde påregnes, at han vil være
mindre motiveret for at tage mod ungdomsfængslets
behandlingsmæssige tilbud. Efter
R.s formening er tiden ikke løbet fra dette
synspunkt, omend det som bekendt er blevet
anfægtet fra flere sider.
Det kan i denne forbindelse anføres, at
variationen i tilbageholdelsestidernes længde
efter fængselsnævnets nuværende praksis er
af forholdsvis begrænset omfang. Opholdstiden
for førstegangsindsatte varierer fra 1
år til 1 år og 4 højst 5 måneder, og er i gennemsnit
1 år og 2 måneder. For 2.- og 3.gangsindsatte
varierer opholdstiden mellem
3 og ca. 9 måneder, i gennemsnit 6—7 måneder.
Når det fra flere sider er blevet hævdet,
at ungdomsfængselsstraffens relative tidsubestemthed
er en svær psykisk belastning for
de unge, må man set fra et psykiatrisk synspunkt
på grund af tidsubestemthedens reelle
faktiske begrænsethed stille sig tvivlende heroverfor;
omend forholdet ikke er uden betydning,
må man formode, at dets vægt er
blevet overvurderet.
RR. er af den formening, at ungdomsfængslet
er en af 1930-lovens gode nyskabelser.
Social-pædagogisk behandling er blevet
et ledemotiv i moderne fængselsbehandling,
og den gruppe af lovovertrædere, der har
størst behov for denne behandling, er de
unge. Det er vigtigt at bremse dem, medens
de endnu er ved begyndelsen af deres kriminelle
løbebane og således hindre, at de mere
varigt glider ud i kriminalitet.
RR. kan derfor ikke anbefale, at ungdomsfængslet
afskaffes og ej heller, at indsættelse
i ungdomsfængsel gøres til en rent
tidsubestemt sanktionsform. I nogle tilfælde
ville den første indsættelse i ungdomsfængsel
i så fald muligvis blive kortere; men når
hensyn tages til varetægtsfradrag samt til
prøveløsladelse efter 2 /3 tid, ville der ikke
blive megen tid til et reelt behandlingsforsøg.
I mange tilfælde vil de hurtige tilbagefald,
der er så karakteristiske for unge kriminelle,
derefter føre til længere opholdstider,
end det nu er tilfældet, hvilket vil kunne resultere
i en forlængelse af den samlede opholdstid
i ungdomsfængslet. Dette kan ikke
være hensigten med en eventuel reform, og
behandlingsmæssigt vil det ubestrideligt
være ønskeligt straks ved første indsættelse
at kunne sætte ind med virkelig behandling,