Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

361
Socialstyrelsen. Bilag 17.
I skrivelse af 3. maj 1972 har straffelovrådet
oplyst, at det efter anmodning fra justitsministeriet
for tiden er beskæftiget med en gennemgang
af de gældende regler om strafferetlige
særforanstaltninger. I denne sammenhæng
er også anvendelsen af ungdomsfængsel
genstand for drøftelse.
Socialstyrelsen har efter anmodning fra
straffelovrådet den 29. maj 1972 deltaget i
en drøftelse af de omhandlede problemer.
Straffelovrådet har anmodet om en udtalelse
fra socialstyrelsen om, hvilke problemer der
vil melde sig i forbindelse med en eventuel
afskaffelse af ungdomsfængslet, herunder
om børne- og ungdomsforsorgens muligheder
for at klare det hidtidige ungdomsfængselsklientel
i alderen 15—18 år.
Såfremt det tidsubestemte ungdomsfængsel
afskaffes, må man regne med, at de unge
kriminelle, som børneforsorgen ikke kan påtage
sig ansvaret for, i de fleste tilfælde vil
blive idømt ubetingede fængselsstraffe på
fra 3-8 måneders fængsel, der formentlig
må afsones i anstalter med betydelig større
aldersspredning.
Det blev fra straffelovrådet anført, at
fængselsvæsenet ikke under disse forhold -
særlig den korte afsoningstid — ville have
nogen mulighed for at iværksætte opdragende
eller uddannende foranstaltninger, således
som man hidtil har kunnet gøre det i
ungdomsfængslerne. Det ville derfor være
ønskeligt, om børneforsorgen kunne påtage
sig opgaven. I denne forbindelse blev også
spørgsmålet rejst om hensigtsmæssigheden
af en dom til børneforsorgen.
Det blev endvidere fra straffelovrådets
side anført, at det drejer sig om et stærkt belastet
klientel, der gennemsnitlig udgør
10-20 pct. af det samlede klientel i ungdomsfængslerne,
og at det må være forudsætningen
for fortsat børneforsorg, at der forefindes
lukkede institutioner, der kan modtage
de unge.
to
Til Straffelovrådet.
Børneforsorgen.
København, den 5. juli 1972.
Det fremgår af foreliggende statistiske oplysninger,
at det samlede antal ungdomsfængselsfanger
i denne aldersgruppe er begrænset.
Således hensad der pr. 11. august
1971 24 personer i alderen 15, 16 og 17 år
af ialt 233. Dette må ses på baggrund af, at
man i 50-erne var inde på kriminalpolitiske
overvejelser om at hæve den kriminelle lavalder
til 18 år i lighed med den gældende
ordning i Sverige, hvor en ung under 18 år
kun, når ganske særlige omstændigheder foreligger,
kan idømmes frihedsstraf, og at
man siden, også her i landet, nærmest har
arbejdet med en faktisk kriminel lavalder på
18 år.
Fra børneforsorgens side må man være
enig i, at tidsbestemt fængselsstraf i videst
muligt omfang bør undgås for unge under 18
år, såvel for at undgå tilvænning til fængselsmiljøet
og kontakt med ældre kriminelle
som på grund af den begrænsede mulighed
for iværksættelse af positive foranstaltninger
over for de unge under sådanne kortvarige
afsoninger. En afskaffelse af ungdomsfængslet
vil iøvrigt medføre en ændret situation
for unge, der allerede har fået et eller flere
tiltalefrafald, idet fortsat børneforsorg ikke
mere i samme grad vil opleves som et tilbud.
Visse af de unge vil formentlig foretrække
en kort frihedsstraf fremfor fortsat tidsubestemt
inddragelse under børne- og ungdomsforsorg
med eller uden anbringelse i børneog
ungdomshjem. En konsekvens heraf vil
også kunne blive, at der påny - efter afsoningen
- må etableres børneforsorg, eventuelt
efterværn for dem.
Fra børneforsorgens side har der hidtil
været udført en meget omhyggelig undersøgelse
og sagsbehandling med overvejelse af
alle alternative muligheder, før en beslutning
om ikke at anbefale tiltalefrafald mod
inddragelse eller förbliven under børneforsorg
træffes med den konsekvens, at den
unge idømmes ungdomsfængsel. En ordning