Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

stand på gerningstiden..T fandtes at være »præget
af en dybtgående karakterafvigelse af psykopatisk
art«. Gennem de sidste måneder før gerningstidspunktet
havde han i stigende grad følt sig i en situation
med uløselige konflikter og vanskeligheder,
bl. a. på grund af et meget kompliceret og af seksuelle
komponenter præget forhold til hustruen.
Drabene kunne opfattes som en impulsiv affekthandling
(kortslutningsreaktion), der udløste en
ulidelig konfliktsituation. Rådet fandt det overvejende
sandsynligt, at der hos T havde foreligget
et forestillingskompleks af paranoid karakter. Alt
i alt var der væsentlige træk i T's tilstand, der kunne
anføres til støtte for den antagelse, at T var
sindssyg i gerningsøjeblikket, men der var en betydelig
tvivl. Det måtte fortsat anses som sikkert,
at T var omfattet af § 17, og anbringelse i forvaring
måtte fortsat tilrådes. Det var ønskeligt, at T
kom i en institution under psykiatrisk observation
og ledelse, men der var ikke aktuel anledning til
anbringelse i sindssygehospital. HR stadfæstede
ØLR's dom, dog at straffen fastsattes til 16 års
fængsel.
Det er næppe muligt at angive helt sikkert,
under hvilke omstændigheder der i retspraksis
statueres strafansvar trods sindssygdom
på gerningstiden. Nogle domme tyder
imidlertid på, at domstolene lægger nogen
vægt på, om der kan antages at have været
et årsagsforhold mellem den psykiske afvigelse
og de kriminelle handlinger, se herved
de på ensartet måde affattede domsgrunde i
nogle af de anførte domme samt i U
1944.475 (H) om underslæb, U 1944.588
(0) om tyveri og U 1947.554 (H) om civilretlig
afgørelse af et pensionsspørgsmål. I U
1962.747 (H) er årsagskriteriet udtrykkelig
anført som begrundelse for straffrihed i henhold
til § 16. Der ligger formentlig i kriteriets
anvendelse en stillingtagen fra domstolenes
side til det i forbindelse med reglerne
om utilregnelighed ofte diskuterede spørgsmål,
om sindssygdom er en tilstand, der påvirker
personens sjæleliv og adfærd som helhed,
eller der hos en sindssyg kan forekomme
mere eller mindre begrænsede motivations-
og adfærdsområder, indenfor hvilke
handlinger kan være upåvirkede af sindslidelsen,
f. eks. i den form, at den pågældende
udviser en fortsat adfærd eller gentager
handlinger i samme form og under samme
ydre betingelser efter sindssygdommens indtræden
som før dette tidspunkt. Den i dommene
anvendte begrundelse (at der ikke findes
at have været »en sådan forbindelse. . .,
at T kan anses for utilregnelig«) udelukker
dog ikke den fortolkning, at domstolene vel
har regnet med en mulig forbindelse mellem
23
sindssygdom og kriminalitet, men ikke i en
sådan grad, at der findes at være grundlag
for straffrihed.
Spørgsmålet kan foreligge i sager om personer,
der trods sindssygdom i form af depression
har varetaget deres anliggender og
f. eks. været i stand til at foretage økonomiske
og regnskabsmæssige dispositioner.
Spørgsmålet har dog også foreligget i enkelte
sager om forsætligt drab, se den refererede
dom i U 1959.571 (0) samt U 1944.472
(H).
Den svenske brottsbalks bestemmelse i
33:2 om udelukkelse af frihedsstraf m. v. i
sager om visse abnormtilstande er formuleret
således, at den udtrykkelig rummer en årsagsbetingelse,
jfr. ordene: »För brott« som
någon begått under inflytande av sinnessjukdom
. . .«. Der kan vistnok ikke henvises til
trykte retsafgørelser, ved hvilke der er idømt
frihedsstraf med den begrundelse, at en
sindssygdom ikke har haft indflydelse på foretagelsen
af de kriminelle handlinger. Se
herved Beckman, Holmberg, Hult & Strahl,
Brottsbalken III (1967) s. 261, hvor det anføres,
at manglende kausalitet kan tænkes i
forbindelse med ordens- og færdselsforseelser
og ved undladelsesdelikter.
Vedrørende årsagskriteriet henvises i øvrigt
til Waaben, Utilregnelighed og særbehandling
s. 30 ff., 39 og 57, med henvisninger
til litteratur og fremmed ret.
(c) Straffelovrådet har stillet retslægerådet
det spørgsmål, om der efter rådets opfattelse
kan rettes indvendinger mod en ordning, der
gør det muligt at anvende bøde, betinget
dom eller kortvarig frihedsstraf trods sindssygdom
på gerningstiden (se herved bilag 2,
pkt. 2, a). I den forbindelse har man også
spurgt, om retslægerådet ønskede at fremkomme
med bemærkninger om årsagskriteriet
og andre kriterier, som kan komme på
tale, såfremt der skal være mulighed for
bøde eller andet strafansvar trods sindssygdom
på gerningstiden (pkt. 2, b).
Retslægerådets svar på de stillede spørgsmål
kan sammenfattes således:
Retslægerådet finder, at man ud fra lægelige
synspunkter og erfaringer må gå ind for
en regel, som afgrænser straffrihedens område
alene ved henvisning til begrebet sindssygdom
uden anvendelse af supplerende kri-