Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

de to anstalter i Herstedvester og Horsens.
Af de prøveudskrevne fra 1959 var 57 pet.
indsat efter dom og 43 pet. efter kendelse.
De tilsvarende tal var i 1969 henholdsvis 51
pct. og 49 pct. Antallet af prøveudskrivninger
faldt fra 1959 til 1969 med 11 pct.
De to årgange er lidt forskellige sammensat,
for så vidt angår kriminalitetens art. 1
begge år dominerer ejendomskriminalitet
med henholdsvis 74 pct. og 80 pct. 1959-årgangen
har derimod kun 1 pct. voldskriminalitet
mod 9 pct. i 1969. Omvendt har 1959årgangen
15 pct. seksualkriminalitet mod
kun 8 pct. i 1969.
Varigheden af opholdet i forvaring er beregnet
som tiden fra dom eller kendelse til
den faktiske udskrivningsdato, d. v. s. den
dag, da domfældte forlod anstalten. Den
samlede gennemsnitlige opholdstid er faldet
væsentligt. Når materialet reduceres med 5
personer i 1959 (genindsat alene for overtrædelse
af særvilkår) og med 2 i 1969 (personer
med ekstremt lange opholdstider, 21
år og 18 år), viser det samlede gennemsnit
et fald fra 2 år 7 måneder til 2 år 1 måned.
Herved må dog først fremhæves, at faldet
var endnu større for personer løsladt efter at
have været indsat ved kendelse, nemlig 9
måneder, medens der for domfældte kun var
tale om et fald på 1 måned. Hvad dommene
angår, fremkommer der dog en væsentlig forskel,
når man ser på kriminalitetens art, idet
der faktisk var et betydeligt fald i varigheden
af ejendomsforbryderes ophold i forvaring.
Herom henvises til de følgende tal.
For ejendomskriminelle faldt gennemsnittet
fra 2 år 5 måneder til 1 år 8 måneder,
altså 9 måneder. Ser man alene på personer
indsat i henhold til dom, var der et fald fra 2
år 8 måneder til 2 år 1 måned, altså 7 måneder.
Med hensyn til personer indsat efter
kendelse, var der et fald fra 2 år 2 måneder
til 1 år 8 måneder, altså 9 måneder.
De nævnte tal for domfældte omfatter
både tilfælde af første og af gentagen dom til
forvaring. Ser man alene på første gangs forvarede
(som tidligere har været undergivet
anden frihedsberøvelse) lå gennemsnittet
både i 1959 og 1969 et par måneder højere.
Det betyder, at gentagen dom har samme
tendens som genanbringelse ved kendelse til
at føre til et kortere ophold end efter første
dom.
For andre kriminelle end ejendomskrimi-
67
nelle - taget under ét - var der tale om en
gennemsnitlig forøgelse af opholdets varighed
fra 1959 til 1969. For så vidt angår
domfældte, var det en forøgelse fra 3 år 2
måneder til 4 år. Med hensyn til personer
prøveudskrevet efter indsættelse ved kendelse
var det en forøgelse fra 1 år 5 måneder
til 2 år. Blandt de lovovertrædere, hvis gennemsnitlige
opholdstid blev længere, fremhæver
undersøgelsen de seksualkriminelle;
man bemærker herom, at der næppe er indtrådt
større tilbageholdenhed med hensyn til
prøveudskrivning, men der kan have været
tale om en stigning i antallet af alvorligere
forbrydelser. Det er ikke undersøgt, i hvilket
omfang der er foretaget kastration.
Til belysning af det totale fald i varigheden
af forvaring skal anføres, at medens der
af de i 1959 prøveudskrevne var 68 pct., der
havde tilbragt mere end 2 år i forvaring, var
tallet for 1969-årgangen kun 39 pct. På den
anden side var det relative antal af personer
med lange hensiddelsestider uforandret over
10 år; af 1959-årgangen havde 11 pct. haft
opholdstider på mindst 4 år, for 1969-årgangens
vedkommende var tallet 15 pct. Den
her omtalte gruppe falder næsten udelukkende
indenfor personer, der er fundet skyldige
i andet end ejendomskriminalitet. Kun i
3 tilfælde har ejendomskriminalitet (indbrud)
i 1969 ført til prøveudskrivning efter
så lang en opholdstid som 4 år eller mere.
Nogle oplysninger om forvaringstidernes
længde i perioden indtil 1951 er meddelt af
Georg K. Stiirup i Forvaringsanstalten i Herstedvester.
Beretning om arbejdet 1935-
1951 (1959), s. 57 ff. med tabeller. Af forfatterens
konklusioner skal fremhæves, at
der ikke var nogen forskel mellem »voldsgruppen«
og de ikke-kastrerede seksualkriminelle
med hensyn til opholdets varighed,
at gruppen »forbrydelse mod person« havde
en væsentlig længere förvaringstid end ejendomsforbrydere,
og at der for samtlige gruppers
vedkommende havde været tale om et
fald i förvaringstiden gennem de forskellige
faser af forvaringens udvikling frem til
1951. Se endv. H .A. Widmer i Juristen 1962
s. 100 ff.
(b) Straffelovrådet har ikke foranlediget
nogen undersøgelse af den faktiske varighed
af ophold i særfængsel. Til belysning af
spørgsmålet skal først på grundlag af krimi-