Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

af hang til lediggang og uordentlig levevis idelig
begår forbrydelser, navnlig mindre berigelsesforbrydelser,
eller gør sig skyldig i betleri eller løsgængeri.
Til en vis grad i klasse med disse kan
stilles uhelbredelige vanedrankere, der begår forbrydelser
under påvirkning af stærke drikke, og
prostituerede kvinder, der gør sig skyldige i gentagne
overtrædelser af straffelovens §§ 199 eller
256. Hertil kommer endelig de relativt ufarlige sædelighedsforbrydere,
navnlig ekshibitionister, og
andre, hvis forbrydelser ikke går ud over de
blotte blufærdighedskrænkelser, samt en ikke ringe
del af de for mindre alvorlige uterlige handlinger
straffede personer. Uanset disse forbrydelsers - isoleret
set - mindre ondartede karakter bør sådanne
handlinger navnlig i gentagelsestilfælde kunne mødes
fra samfundets side med forholdsvis kraftige
repressionsmidier, da personer, der kommer ind
på dette skråplan, erfaringsmæssigt ofte dels begår
en stor mængde overtrædelser, dels er hårdnakkede
recidivister. Endvidere kan efter omstændighederne
til denne gruppe komme til at høre
adskillige af de i straffelovens §§ 228 og 229 omhandlede
forbrydere, derunder den mere uskadelige
del af de såkaldte alfonser.«
(b) Anvendelsen af arbejdshus i domstolenes
praksis kan belyses ved følgende oversigt,
i hvilken der for flerårige perioder
siden 1933 er angivet det gennemsnitlige
antal mandlige domfældte pr. år:
Tabel IX. Antal domme til arbejdshus,
gennemsnit pr. år.
1933-37 109
1938-40 72
1946-49 112
1950-54 55
1955-59 52
1960-64 37
1965-69 25
Oversigten viser, at der i de første år efter
1933 blev afsagt over 100 domme til arbejdshus
årligt. I et cirkulære af 8. juli 1935
gav rigsadvokaten udtryk for betænkeligheder
ved den praksis, som indtil da havde
været fulgt. Efter at det gennemsnitlige antal
domme pr. år var dalet væsentligt, nåede tallet
i årene 1946-49 igen op over 100. Dette
tal blev halveret fra 1950 bl. a. som følge af,
at anklagemyndigheden på grund af pladsmangel
i arbejdshusene udviste yderligere
tilbageholdenhed med at nedlægge påstand
om idømmelse af arbejdshus. Det almindelige
syn på arbejdshusets plads i reaktionssystemet
undergik efterhånden en væsentlig
ændring, og i årene 1965-69 var det gennemsnitlige
antal domme pr. år under det
halve af tallene fra 1950'erne.
98
Der foreligger ingen opgørelse over, hvorledes
domfældelserne fordeler sig på forskellige
kriminalitetstyper gennem årene, men
det er givet, at der i langt de fleste tilfælde
er tale om berigelsesforbrydelser. I 1952
fremlagde Jesper Simonsen nogle summariske
oplysninger om 1753 mænd, der var
dømt til arbejdshus i tiden fra 1. januar
1933 til 1. januar 1951, se NTfK 1952 s. 126
ff. Den dominerende kriminalitet - d. v. s.
den kriminalitet, som dannede grundlag for
dommen til arbejdshus - var i 1502 tilfælde
berigelsesforbrydelser (heraf tyveri i 1327
tilfælde), i 146 tilfælde betleri og løsgængeri,
i 72 tilfælde sædelighedsforbrydelser
(heraf i 3 tilfælde voldtægt), i 13 tilfælde
forbrydelser mod liv og legeme og i 10 tilfælde
dokumentfalsk. Restgruppen var 10
tilfælde, for hvilke der ikke er meddelt
nogen specifikation af kriminalitetens art.
I nyere praksis synes berigelsesforbrydelser
i endnu højere grad at være blevet den
dominerende indsættelseskriminalitet. Det
drejer sig i næsten alle tilfælde om tyveri,
men der forekommer et lille antal domfældelser
for andre berigelsesforbrydelser og for
dokumentfalsk. Der har normalt været en
enkelt domfældelse om året for vold og sædelighedsforbrydelse,
ligesom brandstiftelse
kan forekomme. Den klassifikation i den officielle
kriminalstatistik, fra hvilken oplysninger
kan hentes, er dog formentlig forbundet
med en vis usikkerhed. Ifølge en opgørelse
til straffelovrådet var berigelsesforbrydelser
den dominerende kriminalitet hos 42
ud af i alt 45 personer, som i august 1970
hensad i arbejdshus. Af disse 42 havde 38
tyveri som dominerende kriminalitet, heraf
29 indbrudstyveri.
Det må alt i alt antages, at betleri, løsgængeri
og enkelte andre af de småforseelser,
som nævntes i forarbejderne og i rigsadvokatens
cirkulære, ikke har spillet nogen rolle
siden 1930'erne (nogle af disse forseelser er
som nævnt senere udgået af loven), og at
der, hvad berigelsesforbrydelser angår, efterhånden
er stillet større krav med hensyn til
grovheden af den kriminalitet, som skal
kunne danne grundlag for dom til arbejdshus.
Af de personer (1. gangs indsatte og
genindsatte), som pr. 5. august 1970 hensad
i arbejdshus for berigelseskriminalitet,
havde kun godt 20 pct. tilegnet sig værdier
(eller tilføjet skader), der lå under 1.000 kr.