Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

under psykiatrisk behandling - ikke skulle
kunne knyttes til fuldbyrdelsen af en
»straf«. Et andet spørgsmål er, om anvendelsen
af straf, baseret på sædvanlige principper
for straffens udmåling, giver tilstrækkeligt
vide rammer for varigheden af en retsfølge,
der skal tjene de ovenfor nævnte specialpræventive
formål. Som det allerede er
omtalt, har retslægerådet udtalt, at »et særfængselsophold
. . . , alene på grund af dets
tidsbestemthed, ikke i sig selv (kan) karakteriseres
som en lægelig behandlingsform«.
Straffelovrådet bemærker hertil, at det vel er
rigtigt, at tidsbestemthed i nogle tilfælde kan
være en ulempe fra et lægeligt behandlingssynspunkt,
og det må i hvert fald antages, at
strafudmåling langt fra altid vil give de bedste
tidsmæssige rammer for et anstaltsophold
med de foran omtalte specialpræventive formål.
Men der er efter straffelovrådets opfattelse
mulighed for at instituere en lægelig behandling,
selvom frihedsberøvelsen er tidsbegrænset,
forudsat at den ikke er for kortvarig.
Der er efter almindelige strafferetlige regler
og principper et vist spillerum for skærpende
strafudmåling over for gentagen kriminalitet,
men der sættes dog visse grænser
for strafskærpelsen, når den pådømte kriminalitet
er af beskedent omfang. Det må derfor
erkendes, at anvendelsen af tidsbestemte
straffe over for karakterologisk afvigende recidivister
kan føre til gentagne korte frihedsstraffe
i tilfælde, hvor der ellers kunne anføres
gode grunde for at gribe til en længerevarende
frihedsberøvelse. Et tilsvarende problem
foreligger med hensyn til en del af de
unge tilbagefaldsforbrydere, som nu idømmes
ungdomsfængsel (se herom kap. XI).
Det må endvidere anføres, at specialpræventive
hensyn kan være vanskeligere at imødekomme
under et system af fast reguleret løsladelse
på prøve fra tidsbestemt frihedsstraf
end i henhold til mere smidige regler om udskrivning
fra en særforanstaltning.
(b) Spørgsmålet om, hvorvidt en skærpende
frihedsberøvelse og anvendelsen af
tidsubestemte foranstaltninger kan være berettiget,
må efter straffelovrådets opfattelse
bero ikke blot på graden af den kriminalitetsrisiko,
som en lovovertræder frembyder,
men endnu mere på, hvilken art af risiko det
drejer sig om. Det er nødvendigt at anlægge
74
visse vurderinger af de forskellige former for
skade eller anden krænkelse, der bevirkes
ved strafbare handlinger. De er ikke alle af
samme grovhed; nogle af dem er lettere at
tolerere end andre - både fra et samfundsmæssigt
synspunkt og for dem, hvem de går
ud over - og de kan derfor ikke alle berettige
samme indgreb over for den, der frembyder
en risiko for at begå lovovertrædelser.
Dette synspunkt må efter straffelovrådets
opfattelse føre til, at området for en tidsubestemt
forvaring - hvis den skal opretholdes
- på mere afgørende måde bestemmes
under hensyntagen til farens art. Straffelovrådet
foreslår, at tidsubestemt forvaring ikke
afskaffes, men at dens anvendelse begrænses
til tilfælde, hvor der er tale om at forebygge
fare for liv, legeme, helbred eller frihed.
Hensynet til direkte fareafværgelse kan
ikke - i hvert fald ikke i samme grad - tale
for en tidsubestemt forvaring af berigelsesforbrydere.
Selv en meget nærliggende risiko
for fortsatte berigelsesforbrydelser efter løsladelsen
kan lettere akcepteres end en fare
for liv og legeme, og det er nødvendigt at
sætte visse grænser for frihedsberøvelsens
længde og ubestemthed over for berigelseskriminelle
også i de tilfælde, hvor risikoen
for tilbagefald er nærliggende. Man må derfor
prøve at vurdere de nugældende regler
og domstolenes praksis med hensyn til
forvaring i lys af disse synspunkter. Det er
så meget mere nødvendigt, som retspraksis
allerede har slået fast, at tidsbestemt straf af
særfængsel er den normale retsfølge over for
de af § 17 omfattede berigelseskriminelle,
der findes at burde dømmes til anbringelse i
særanstalt. Dom til forvaring kommer kun i
betragtning i et mindre antal tilfælde, hvor
en sådan anbringelse under tidsbestemte former
ikke skønnes tilstrækkelig.
Praksis med hensyn til forvaring giver anledning
til at spørge, hvilken betydning man
skal tillægge de faktiske opholdstider i forvaring
og den individualisering med hensyn
til tidspunktet for prøveudskrivning, brugen
af efterforsorg og genindsættelse m. v., som
kendetegner forvaring.
Vedrørende varigheden af forvaring må
henvises til bemærkningerne ovenfor i afsnit
5 med referat af undersøgelsen i bilag 6. Der
er grund til igen at understrege den betydelige
forkortelse af opholdstiderne, som er
sket gennem årene, og som nu er dokumen-