Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

sonprædiktion- og personmilieurelationer«,
september 1970) kan tages til indtægt for, at
en anstaltsanbringelse af afvigere gennemgående
vil have en negativ effekt. Der er holdepunkter
for at antage, at en forkortet anbringelse
i de større anstalter, suppleret med
udslusningsanbringelser i mindre pensioner,
evt. pensioner, der rummer et blandet
kriminelt/ikke-kriminelt klientel, og evt.
yderligere suppleret med familiepleje, bør
blive den nye behandlingslinie.
Der er i denne forbindelse i og for sig
ingen særlig anledning til at komme ind på
problemet med anbringelse af det antal
15-18 årige, der for øjeblikket idømmes
ungdomsfængsel. Man kan meget vel generelt
have den opfattelse, at denne særdeles
unge gruppe er misanbragt i et fængsel, men
der er ingen særlig grund til at betragte
gruppen som mere malplaceret i de samme
anstalter, som ungdomsfængslet hidtil har
haft til huse i, blot fordi deres anbringelsestid
fremover vil kunne forudses at blive
kortere og med bestemt sluttermin. Det kan
tilføjes, at man naturligvis vil lade denne
gruppe, som man vil lade de øvrige indsatte,
der tidligere ville være henført under den
særlige ungdomsfængselssanktion, nyde godt
af den efterforsorg, der forudses udbygget i
de kommende år.
Eet alvorligt problem står imidlertid tilbage
at berøre.
Ligesom det er en kendsgerning, at det
første ophold i ungdomsfængsel er af længere
varighed end opholdet ville blive, såfremt
der idømtes en tidsbestemt straf ud fra
sædvanlige proportionalitetshensyn, er det et
faktum, at de genindsættelsestider, man nu i
praksis opererer med i forbindelse med fornyet
lovovertrædelse i en tilsynsperiode, typisk
vil være kortere end den straf, der
Den 23. august 1972
Foranstående mindretalsudtalelse fra direktøren
for fængselsvæsenet kan jeg principielt
tilslutte mig.
Den 31. august 1972
380
H. H. Brydensholt
F. Hellborn
under et almindeligt straffesystem ville blive
udmålt i et sådant gentagelsestilfælde. Såfremt
en ændring af ungdomsfængselssanktionen
kom til at stå alene, måtte man derfor
forudse det i nævnsflertallets indstilling anførte
resultat, at den samlede anstaltstid for
en ung lovovertræder, der begår flere overtrædelser
efter første gang at være dømt,
ville blive længere. Såvel ud fra de generelle
vurderinger, der er anlagt i indledningen til
denne mindretalsudtalelse som ud fra de
ovenfor berørte psykologiske forskningsresultater
måtte en sådan konsekvens betegnes
som klart uheldig. Man måtte overveje, om
den uheldige virkning af ophævelsen af den
særlige ungdomsfængselssanktion ikke alt i
alt ville overstige de positive sider. Man skal
imidlertid efter min opfattelse ikke blive stående
ved denne betragtning.
Forholdet er nemlig det, at der i en betænkning
(nr. 650/1972) vedrørende nogle
af- og nedkriminaliseringsspørgsmål, afgivet
i august 1972 af en arbejdsgruppe under justitsministeriet,
som led i andre reformer,
der skal tjene til en indskrænket brug af frihedsstraf,
er stillet forslag, der kan ophæve
den nævnte uheldige virkning af afskaffelsen
af ungdomsfængselssanktionen. Det foreslås
således, at der ved udmåling af straf i
gentagelsestilfælde lægges mindre vægt på
den dømtes fortid, end tilfældet hidtil har
været i praksis. Der foreslås endvidere en
mere restriktiv anvendelse af genindsættelse
til udståelse af reststraf som reaktion over
for overtrædelse af prøveløsladelsesvilkår.
Samtidig stilles forslag om lempeligere regler
om prøveløsladelse efter genindsættelse på
grund af nyt strafbart forhold i prøvetiden.
Under forudsætning af, at disse forslag gennemføres,
forsvinder den ovenfor omtalte betænkelighed
ved reformen.
Jeg har ikke fundet det rimeligt som suppleant
for direktøren for fængselsvæsenet at
afgive nogen særskilt udtalelse i sagens anledning.