Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

ejdshus og sikkerhedsforvaring, bortfalder de beføjelser,
der er tillagt fængselsnævnet i straffelovens
§§ 17, 37, 42, 43, 63 og 66.
Som det fremgår af forslaget til ændring af straffeloven,
stiller rådet forslag om, at der i § 49, stk. 2,
optages en regel, hvorefter domfældte efter bestemmelse
af justitsministeren kan overføres fra fængsel
til hospital eller lignende, såfremt det af hensyn til
domfældtes alder, helbredstilstand m.v. findes hensigtsmæssigt.
En sådan overførelse er efter rådets
opfattelse et naturligt led i fængselsvæsenets almindelige
adgang til at træffe afgørelse om, under hvilke
former, herunder fordeling mellem åben og lukket
anstalt, frigangsordning m.m., udståelse af frihedsstraf
skal finde sted.
Som følge heraf foreslås det, at fængselsnævnet
nedlægges.
Til § 3.
De foreslåede ændringer er alle konsekvensændringer
af forslaget til ændring af straffeloven.
Straffelovrådet har ikke fundet at burde indgå i
mere principielle overvejelser om lægmandselementets
plads i strafferetsplejen, og der er derfor ikke
ved forslaget sket ændringer i nævningernes og
domsmændenes kompetence i de sager, der omhandles
af forslaget.
Til §§ o og 6.
Udgangspunktet ved straffelovrådets udarbejdelse
af de overgangsregler, som rådets forslag til
ændring af straffeloven gør nødvendige, har været,
at disse skulle udformes således, at de sikrer de domfældte
en rimelig og ligelig behandling samtidig med,
at de i mindst mulig omfang giver anledning til
vanskeligheder for retsvæsenet og administrationen.
Da der ved ungdomsfængsel og arbejdshus i modsætning
til forvaring og sikkerhedsforvaring i praksis
har udviklet sig nogenlunde faste løsladelsesterminer,
har straffelovrådet fundet det forsvarligt og
hensigtsmæssigt, at der for personer, der ved lovens
ikrafttræden er dømt til ungdomsfængsel eller arbejdshus,
uden at foranstaltningen er endelig fuldbyrdet,
i loven fastsættes automatisk virkende regler
for, hvornår de dømte skal løslades, og hvornår
foranstaltningen er endelig fuldbyrdet. For så vidt
angår forvaring og sikkerhedsforvaring, hvor klientellet
er mindre ensartet, har man ikke fundet det
muligt på tilsvarende måde at foreslå faste omsætningsregler.
For personer, der ved lovens ikrafttræden
hensidder i forvaring og sikkerhedsforvaring,
må spørgsmålet om, hvilken foranstaltning der skal
træde i stedet for den oprindelig idømte, derfor indbringes
for retten.
149
Til § 5.
Til stk. 1.
Til brug ved rådets overvejelser har direktoratet
for fængselsvæsenet oplyst, at opholdstiden for førstegangsindsatte
i ungdomsfængsel i praksis er 1 år
— 1 år 6 måneder, medens opholdstiden i genindsættelsestilfælde
er svingende fra ophold i 3 måneder
til ophold i 1 år efter genindsættelsen. Ved indsættelse
i arbejdshus vil efter fængselsdirektoratets
oplysninger et ophold på 2 år før prøveløsladelse
for en førstegangsindsat være almindeligt. Ved genindsættelse
er opholdstiden derimod stærkt varierende.
For personer, der ved lovens ikrafttræden hensidder
i ungdomsfængsel eller arbejdshus, har det
været et udgangspunkt for rådet, at ingen må komme
til at opholde sig længere i vedkommende institution,
end de under det gældende system måtte
regne med. Med hensyn til personer, der hensidder
i arbejdshus, har rådet yderligere lagt vægt på at
opnå et rimeligere forhold mellem den begåede kriminalitet
og varigheden af den frihedsberøvende foranstaltning.
Rådet foreslår derfor, at personer, der
ved lovens ikrafttræden hensidder i ungdomsfængsel
eller arbejdshus, løslades, når de har afsonet henholdsvis
1 år og 1 år og 6 måneder. For personer,
der er genindsat, foreslås det, at de løslades, når de
har afsonet henholdsvis 4 måneder og 6 måneder.
Der er tale om egentlige løsladelsesterminer, således
at de fastsatte tidsrum for opholdet i institutionen
ikke kan afkortes gennem de almindelige regler om
prøveløsladelse. Er løsladelse på et tidligere tidspunkt
undtagelsesvis påkrævet, må dette ske ved
benådning. Personer, der efter forslaget ikke kan løslades
straks, hensidder som fængselsfanger, jfr. herved
reglen i stk. 2.
Til stk. 2.
Det bestemmes, at personer, der løslades i medfør
af reglerne i stk. 1, anses som prøveløsladte fra
fængsel med en reststraf på fængsel i 3 måneder
henholdsvis 6 måneder, at prøvetiden er 1 år, og at
andre vilkår kan fastsættes af justitsministeren, hvis
det findes formålstjenligt.
Når straffelovrådet stiller forslag om en sådan
regel, skyldes det, at adgangen til i forbindelse med
en prøveløsladelse at fastsætte vilkår om tilsyn, arbejde
og ophold, ambulant psykiatrisk behandling
o.s.v. må anses for at være af afgørende betydning
for kontinuiteten i det under afsoningen i ungdomsfængsel
eller arbejdshus påbegyndte behandlingsarbejde.
Det vil derfor være betænkeligt at anse en
løsladelse efter stk. 1 som en endelig løsladelse. Det
bemærkes herved, at de personer, der løslades fra